Den tyrkiske premierminister,
Bülent Ecevit, meddelte torsdag, at Tyrkiet sender 90 specialsoldater til Afghanistan. De
skal efter anmodning fra USA træne soldater fra Den Nordlige Alliance i krigen mod
Taleban-styret.
Den tyrkiske regering har tidligere understreget, at de tyrkiske soldater
ikke må blive involveret i kamphandlinger.
De tyrkiske soldater skal til det nordlige Afghanistan, hvor de skal vejlede soldaterne
fra Den Nordlige Alliance, oplyste tyrkiske militærkilder onsdag til CNN. Den tyrkiske
hær har i årevis kæmpet mod kurdiske oprørssoldater i det bjergrige sydøstlige
Tyrkiet under forhold, der minder meget om terrænet i Afghanistan.
Soldaterne i Den Nordlige Alliance er hovedsageligt af usbekisk herkomst,
en befolkningsgruppe, der etnisk er tæt på tyrkerne. Tyrkiet, der er det eneste
muslimske land, som er medlem af NATO, har tidligere tilbudt at stå i spidsen for en
eventuel FN-styrke i Afghanistan.
Kilde: Ritzau
|