Amerikanske bombefly
fortsatte torsdag med voldsomme bombardementer af Talebans positioner langs frontlinien i
det nordlige Afghanistan. Taleban hævder at have slået et angreb tilbage i
Samangan-provinsen.

En røgsky stiger op nær en landsby ved den Taleban-kontrollerede Bagram luftbase nord
for Kabul.
Onsdag kastede over 50 jagerfly og ca. ti B-1 og B-52 bombefly flere
hundrede bomber i en aktion, der bedst kan betegnes som tæppebombning. Bombardementerne
fortsatte torsdag formiddag ved fronten nær den strategisk vigtige by Mazar-i Sharif. USA
afviser dog, at der er tale om en afgørende ændring i den amerikanske taktik. Angrebene
tidligt torsdag fandt sted ved grænsen til Tadsjikistan, sagde reportere i området.
En talsmand for Taleban-militsen oplyste torsdag, at amerikanske bomber
har lammet Afghanistans største kraftværk, hvorved elforsyningen til byerne Kandahar og
Lashkarga er blevet totalt afbrudt. På samme tid citerede det pakistansk-baserede
afghanske nyhedsbureau AIP en minister fra Taleban for at sige, at landets største
dæmning ligeledes er blevet alvorligt beskadiget.
Siden de amerikanske luftangreb på Afghanistan begyndte den 7. oktober, har elforsyningen
til Kandahar været afbrudt ved adskillige tilfælde.
Talebans ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salam Zaeef, hævdede, at
21 civile var blevet dræbt i tirsdagens bombardemneter, og at et hospital var blevet
ramt. Oplsyningen blev afvist som det pure opspind af Pentagon.
Angreb slået tilbage
Torsdag skrev AIP, at Taleban-styrkerne havde slået et angreb tilbage i
den centrale Samangan-provins nær byen Dara-i-Suf. Oppositionsstyrkerne fra Den Nordlige
Alliance under ledelse af general Abdul Rashid Dostum forsøgte i tre timer at bryde
gennem de talebanske stillinger. Oplysningerne kunne ikke bekræftes fra uafhængig side.
Det er nu 26 dage siden den amerikansk ledede koalition begyndte
angrebene i Afghanistan, efter at Taleban afviste at udlevere terroristlederen Osama bin
Laden, der menes at være skyldig i over 4.000 menneskers død den 11. september i New
York og Washington.
EU gav onsdag efter britisk anmodning grønt lys for at levere våben til
oppositionsstyrkerne fra Den Nordlige Alliance.
Kilde: Ritzau / AIP
|