I går havde Nørre Djurs
Listen indbudt til pressemøde for at præsentere deres valgoplæg for den samlede lokale
verdenspresse. Den var nu hurtigt overset, da 2 mand fra NetNyt var de eneste, der mødte
op, og det er nok en situation, vi skal til at vænne os til, nu da den daglige lokalavis
er lukket, fordi "de tunge mediedrenge" ikke længere gider investere papir i os
herude i Nørre Djurs.

Kirsten Bech Hansen og Malthe Larsen fra Nørre Djurs Listen
Nå, tilbage til Nørre Djurs Listen, for det var jo dem, det handlede
om. Kirsten Bech Hansen og Malte Larsen tog imod og præsenterede deres bud på en
konstitueringsaftale for at tage hul på de politiske emner i god tid inden valgnatten.
Partiet ønsker nemlig ikke at vente til dette tidspunkt med at snakke med de andre
partier om, hvilke konkrete ting der kan samarbejdes om i den kommende kommunalbestyrelse.
"Vi vil gerne på forhånd vide, hvem der skriver sig på vores balkort til
valgnatten", som Nørre Djurs Listen udtrykte det i invitationen til pressemødet.
Hos Nørre Djurs Listen peger de på flere ting, de ønsker forbedrede
indenfor den kommunale forvaltning. Et kardinalpunkt i den kommende periode vil f.eks.
være, at Kommuneplanen ikke bare skal være et stykke papir, man som politiker kigger på
en gang imellem og ellers mest har liggende i skuffen. Den skal efter deres opfattelse
være styrende hele vejen igennem, og en årlig rapport (planredegørelse) skal fortælle
politikere og embedsmænd, hvilke ting i Kommuneplanen, der endnu ikke er blevet
gennemført. De efterlyser også en mere "folkeligt" formuleret redegørelse fra
embedsmændene om budget og investeringsoversigt, som skal være til at forstå for både
politkerne og borgerne.
Kirsten Bech Hansen forklarede, at Nørre Djurs Listen agtede som minimum
at kræve en fastholdelse af det nuværende serviceniveau. Samtidig så man gerne, at
vores kommune kommer op på landsgennemsnittet på så mange områder som muligt i
modsætning til nu, hvor Nørre Djurs i mange tilfælde ligger i den forkerte halvdel af
statistikken. Her kunne Deres dybdeborende medarbejder ikke lade være med at spørge ind
til, hvordan man f.eks. forestillede sig at kunne komme til at ligge bedre, når det
drejer sig om penge til kultur, hvor vores kommune er én af bundskraberne både i Århus
Amt og på landsplan. Med en tom kommunekasse kan man jo ikke bare sætte bevillingen op
til noget som helst, så det valgløfte bliver måske ikke det nemmeste at overholde.
Kirsten Bech Hansen gjorde så opmærksom på, at Nørre Djurs til gengæld efter hendes
opfattelse får forholdvis meget ud af de få kulturkroner, og i det hele taget var
kvaliteten i, hvad man får ud af de kommunale penge, naturligvis vigtigere end kolde
statistikker.
Vi spurgte de 2 kandidater, om de havde nogle bud på, hvordan vi kan få
vendt den nuværende stemning med det nylige nej fra EU om støttekroner til bl.a. Nørre
Djurs (LEADER+) og avislukning, der begge dele trækker i den helt forkerte retning, hvis
vi skal have en chance som kommune. Her har Nørre Djurs Listen et meget konkret krav om,
at der skal ansættes en person i forvaltningen, der skal kunne hjælpe både kommune og
private med at søge ind til nogle af de utallige fonde, både danske og i EU-regi. Igen
gør den dårlige økonomi det svært at finde pengene til en sådan persons løn, men
folkene fra Nørre Djurs Listen mener, han/hun skal findes i den personalegruppe, der er i
forvejen, og bare have det som hovedopgave at rejse midler til projekter.
Herudover har listens folk en række "grønne" krav, såsom
Grøn Guide, oprettelse af Agenda 21-borgergrupper, grøn indkøbspolitik i kommunen og
bevarelse af Blå Flag-stationen i Fjellerup, der er blevet et meget populært indslag i
sommerlandet. En snak om turismen (forårsaget af NetNyt`s spørgsmål om ikke vi mangler
en publikumsmagnet, som der er én af i næsten alle kommuner på Djursland) kom i gang,
og her var kandidaterne meget tilfredse med, at Nørre Djurs skiller sig ud ved netop at
være et af de smukkeste steder i landet, hvor man til gengæld har nogle gode faciliteter
for cykelferie, rideferie, osv.
På IT-området indrømmer man i Nørre Djurs Listens netop udsendte
valgavis, at man har været lidt for længe om at gøre noget effektivt på IT-området.
Man har haft mange problemer i samarbejdet med både nogle politikere fra de andre partier
og visse embedsmænd, der har ønsket at holde igen på udviklingen. Konkret foreslås
det, at der senest d. 1. april næste år bliver udnævnt et menneske fra rådhuset som
IT-chef, én der kan formidle et frugtbart samarbejde mellem borgere og kommune på dette
område. Man kunne godt tænke sig at bruge det såkaldte Bøvl-miljø på en konstruktiv
måde, men det er der en vis hårdnakket modstand imod hos enkelte personer på rådhuset.
Også den holdning til bredbåndets udbredelse, Bøvl-miljøet har slået til lyd for, er
en del af Nørre Djurs Listens politik.
Malte Larsen gik nu over til at snakke om nødvendigheden af en
tilstandsrapport, hvad angår kommunale bygninger, så der f.eks. bliver holdt bedre øje
hen ad vejen med, at skolerne ikke bliver totalt slidt ned, før der bliver iværksat en
renovering. Han mener, at der ligefrem på længere sigt er penge at spare på denne
måde.
Telebussen spøger også igen, og man ser den gerne sat i gang senest d.
1. august næste sommer, ligesom en pendlerklub kunne være et andet godt tiltag rent
trafikmæssigt. Trafiksikkerheden har meget høj prioritet hos Nørre Djurs Listen, og her
skulle antallet af cykelstier gerne øges i løbet af de næste år. Omfartsvejen ved
Hemmed hører også med i denne kategori, men her blev vi præsenterede for en ting, som
er ny for os på NetNyt, nemlig at listen er delt i dette spørgsmål. Èn ting er man dog
enige om, at hvis der mod forventning ikke kommer tilskud til vejanlægget udefra, bliver
vejen ikke til noget.
Nørre Djurs Listen er principielt imod kommunesammenlægninger, som nok
skal blive et varmt emne om nogle år. Til gengæld vil man hjertens gerne samarbejde med
andre kommuner om tunge opgaver, der kan vise sig bedre at kunne løftes i flok.
Det var i korte træk udbyttet af pressemødet, og vil vælgerne sætte
sig ind i detaljerne omkring Nørre Djurs Listens politik, henvises til den omdelte
valgavis og den gennemgang af Listens krav til konstitueringsaftale, der i øvrigt kan
læses i sin helhed hér.
Læs mere her: Nørre
Djurs Listens oplæg til Konstitueringsaftale
|