Artikler på Nørre Djurs Web
Udvisningspakke mod terror

Indenrigsminister Karen Jespersen (S) blev tirsdag aften færdig med sin del af regeringens terrorpakke - den del, som handler om stramninger af udlændingeloven. Dermed har to ministerier på kun godt en måned leveret en stribe lovstramninger, der skal leve op til statsministerens løfte fra åbningstalen om at være klar med en effektiv terrorbekæmpelse inden 60 dage.

»Jeg vil sige, at vi udnytter det fulde spillerum. Helt ud til kanten af konventionerne. Nu er lovforslagene sendt ud til høring, og er der nogen ideer til, hvad man kan gøre inden for konventionerne, som ikke er med her, så lytter jeg. Det her er den mest effektive indsats, der har kunnet lade sig gøre«, siger Karen Jespersen, der lover, at hun er åben over for ideer fra Venstre og de konservative, der kan betyde en endnu mere effektiv beskyttelse af Danmark.

Rammer kun få
Indenrigsministeren erkender, at stramningerne kun vil ramme et lille antal asylansøgere, men lægger stor vægt på »den kraftige signalværdi«.

Lovforslagene fra Justits- og Indenrigsministeriet skal nu til lynhøring hos organisationer og myndigheder, der får godt to uger til at komme med indsigelser. Men allerede inden forslagene har forladt de to ministerier, er klø fra juraeksperter og venstrefløj i Folketinget haglet ned over Justitsministeriets forslag, der blandt andet indebærer, at en lang række forbrydelser fra groft hærværk til drab kan straffes med fængsel på livstid - hvis formålet med forbrydelsen er terror.

Asyl ophæves
Indenrigsministeriets stramninger bygger videre på Justitsministeriets. Fremover skal enhver frihedsstraf for overtrædelse af de nye terrorbestemmelser følges af en udvisning af Danmark. Hvis der er tale om en person, som allerede har fået asyl her i landet, bliver opholdstilladelsen trukket tilbage.

Alle udlændinge, som af efterretningstjenesterne vurderes at udgøre en fare for »den offentlige sikkerhed«, vil få blankt afslag på asyl. Det skal ske ved, at udlændingemyndighederne og de to efterretningstjenester PET og FE samarbejder og udveksler oplysninger - så der altid er styr på uønskede udlændinge, inden de får opholdstilladelse i Danmark. Blandt andet skal cheferne i efterretningstjenesterne og Udlændingestyrelsen regelmæssigt mødes.

Også reglerne for at hjemsende afviste asylansøgere skal strammes til det yderste - hvis de ikke kan sendes hjem, fordi de sandsynligvis vil blive slået ihjel ved hjemkomsten, kan de pålægges dagligt at melde sig hos politiet. Gør de ikke det, kan de spærres inde.

Politiet vil få ret til frit at søge i registeret over asylansøgere for at finde oplysninger om deres fortid - uden som i dag at skulle overbevise en dommer om, at der er konkret mistanke om, at en asylansøger har begået en forbrydelse.

Kilde: Ritzau/POL

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 31-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001