Artikler på Nørre Djurs Web
Firkløverpartierne på vej med fælles barseludspil

Venstre og de konservative indbyder nu de gamle firkløverpartier, CD og Kristeligt Folkeparti, til et fælles udspil om finansieringen af den forlængede barselsorlov. Det sker samtidig med at udsigten til, at regeringen kommer igennem med sit eget forslag, vurderes som usandsynlig.
Udspillet forhandles først færdig mellem Venstre og de konservative, men det ventes præsenteret for de to små partier senere onsdag, skriver Jyllands-Posten onsdag.
"Vi arbejder på at finde en alternativ finansiering, som vi vil koordinere med CD og Kristeligt Folkeparti i håb om at få en bred politisk aftale," siger Ulla Tørnæs, politisk ordfører for Venstre.
De konservatives politiske ordfører, Lene Espersen, er glad for udsigten til borgerligt fodslag:
"Vi tror, at vi kan finde en fælles platform. Vi vil se på besparelser på offentlige udgifter," siger hun.
Både CD og Kristeligt Folkeparti er parat til at lægge navn til en VK-finansiering.
"Men jeg opfatter det sådan, at Venstre og de konservative kommer med et udspil, som vi accepterer. Jeg vil ikke kalde det et egentligt fælles firkløverudspil," siger Jann Sjursen, formand for Kristeligt Folkeparti.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 31-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001