Hvilken Rasmussen, vil du sætte dine penge på, vinder
statsministerposten efter et folketingsvalg?
Ivrige spillefugle kan allerede nu tippe på en sejrherre hos online-bookmakerne Centrebet
og Gamebookers. Det oplyser BetBrain, der lever af at tjekke og sammenligne odds fra mere
end 75 bookmakere verden over, til Ritzau.
Ifølge bookmakernes odds er der næsten dødt løb mellem de to spidskandidater Anders
Fogh Rasmussen (V) og Poul Nyrup Rasmussen (S). Dog fører Venstres formand med et par
decimaler.
Satser man 100 kroner på Anders Fogh Rasmussen hos Centrebet, den største udenlandske
online-bookmaker i Norden, får man 160 kroner tilbage, hvis Venstre vinder
statsministerposten.
Satser man 100 kroner på, at den nuværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, bliver
siddende, får man 210 kroner tilbage, hvis det holder stik.
Vil man virkelig vove pelsen og satse stort, skal man spille på Jann Sjursen (KRF), der
giver pengene tilbage hele 300 gange.
Kilde: Ritzau
|