Artikler på Nørre Djurs Web
Nyrup udskriver valg med terror-tema

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev onsdag folketingsvalg den 20. november med fokus på den indre sikkerhed og tryghed.

31okt_Nyrup_valg_400.jpg (38852 bytes)
Poul Nyrup Rasmussen satte punktum for valgrygterne ved onsdagens pressemøde i Spejlsalen.

"Verden er ikke den samme. Og det er den heller ikke i vores eget land," indledte statsministeren med at sige.
"I den nuværende situation har Danmark ikke brug for ekstra tre-fire måneder med valgkamp, det vil ikke være godt for vores beslutningskraft. Ved at tage valget nu kan vi koncentrere kræfterne om de vigtige opgaver, også det kommende EU-formandskab," sagde statsministeren.
De seneste meningsmålinger har vist fremgang for Socialdemokratiet, hvilket vurderes at hænge sammen med den såkaldte statsmandseffekt i en krisesituation. Den effekt vil Poul Nyrup Rasmussen åbenlyst søge at øge, hvorfor stort set hele statsministerens tale i Spejlsalen drejede som om sammenhold, terrorbekæmpelse, demokratiske værdier og den stigende usikkerhed i verden efter terrorangrebet på USA den 11. september.
"Terroristerne sover jo ikke. Det væsentligste for mig har været at sikre, at vores land er beslutningsduelig og kan holde ret kurs i forhold til vores allierede," sagde Nyrup.

Meningsmålinger ikke årsag til valg
Men Nyrup Rasmussen afviste, at der var tale om, at Socialdemokratiet forsøgte at ride med på en bølge i meningsmålingerne.
"Tro mig, det, der har drevet mig til den her beslutning er, hvad er bedst for det her land - ikke meningsmålinger."
Statsministeren sagde også, at kommunale emner ikke vil drukne i valgkampen, selvom valget for første gang nogensinde afholdes samme dag som valget til amts- og kommunalråd.
"Jeg har tænkt over det. Jeg har arbejdet med det - jeg har vejet for og imod. Det er aldrig sket før. Det er ekstraordinært. Men det er også en ekstraordinær tid, vi lever i," sagde statsministeren og begrundede sin beslutning med, at folk alligevel skal i gang med en politisk diskussion.
Statsministeren lagde mellem linjerne sit valggrundlag sådan op, at det er Nyrup-regeringen, og ikke det borgerlige alternativ, der vil garantere tryghed og kontinuitet i en usikker tid, både hvad angår varetagelsen af Danmarks udenrigspolitik og af den hjemlige velfærd. Han fremhævede ældreomsorg, sygehusvæsen, folkeskole og udlændingelovgivningen som områder, hvor Nyrup-regeringen vil lave forbedringer.

Forhandlinger om finanslov stopper
Forhandlingerne om finansloven går nu i stå, da Finansministeriet forvandles til et rent forretningsministerium, oplyser Finansministeriet til RB-Børsen.
Da valget er udskrevet til den 20. november, kan forhandlingerne derfor ikke nå at blive afsluttet inden fristens udløb den 1. januar. Det betyder, at ministerierne kommer til at arbejde efter en midlertidig bevillingslov, som reelt vil være en fortsættelse af finansloven for 2001.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 041, den 31-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001