Artikler på Nørre Djurs Web
Opråb fra de socialdemokratiske borgmestre

I øjeblikket er 5 af borgmestrene i Djurslands-kommunerne socialdemokrater, og i bestræbelserne på at få genvalgt disse og få de sidste 3 valgt også, har de udsendt et fælles opråb til vælgerne på hele Djursland. Det lyder som følger:

"Vi tillægger det afgørende betydning for udviklingen i alle vore kommuner, at vi nu står sammen på Djursland. Der er allerede sat en positiv bevægelse i gang på Djursland, og nu gælder det om at fastholde den. Helt afgørende er det, at lufthavnen i Tirstrup bevares. Derfor skal det slås fast, at vi tror på lufthavnens fremtid, og at vi er parate til at sætte ressourcer ind på at styrke og udvikle den. Planerne om en erhvervspark ved lufthavnen skal fremmes mest muligt. Alle planer om at etablere en ny storlufthavn vest for Århus skal manes i jorden. Hvorfor presse en lufthavn ned over hovedet på en befolkning, der ikke vil vide af den, og tage den fra en befolkning, der kæmper for at beholde den? I stedet skal vi bruge kræfterne på at skaffe ordentlige adgangsforhold til den eksisterende lufthavn i Tirstrup.
Århus Amt udbygger nu motortrafikvejen ved Rønde og anlægger motorvej fra Skødstrup til Søften. Det er opnået ved, at Djursland har stået sammen. Både det nordlige hængsel syd om Randers og det sydlige nord om Århus vil medvirke til at undgå, at Djursland bliver et udkantsområde. Vi skal i stedet være en integreret del af det samlede vækstområde Djursland.
Vi vil endvidere arbejde på at styrke nærbanen mellem Århus og Grenå, Grenå Havn, færgeforbindelserne fra Grenå til Sverige og fra Ebeltoft til Sjælland, ligesom samarbejdet mellem erhverv og turisme på Djursland skal styrkes. I den forbindelse finder vi det af vital betydning, at samarbejdet med Århus Amt fortsætter med uformindsket styrke.
Vi er naturligvis også indstillede på at samarbejde med borgmestrene i de kommuner, der muligvis ikke får en socialdemokratisk borgmester efter valget. Vi skal stå sammen på Djursland uanset politisk tilhørsforhold. Men vi vil gerne sende det signal til vælgerne, at hvis man stemmer på en socialdemokratisk borgmesterkandidat, så kan man under alle omstændigheder være sikker på, at ens stemme vil blive brugt til at fremme samarbejdet og udviklingen på Djursland."

Skrevet af de 8 socialdemokratiske borgmesterkandidater på Djursland, heriblandt naturligvis vores egen, Leif Sørensen

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 31-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001