Det er ingen overdrivelse, når vi i dag her på Nørre Djurs NetNyt siger farvel til vores kære lokalavis, som om det var til en nær ven. I de 1½ år, vi har eksisteret som lokal Internetavis, har vi haft et strålende samarbejde med redaktionen i Grenå, der har gjort et kæmpearbejde for at holde liv i Nørre Djurs-stoffet, selv om redaktionen reelt har været nedlagt de sidste par år.
Læs mere om avislukningen hér:
Så derfor vil vi løfte glasset og udbringe en virtuel skål for de gæve journalister, som har knoklet forgæves for at bevare en avis for hele Djursland. Allerede for flere år siden blev det bestemt fra oven, at visse af lokalredaktionerne skulle nedlægges, heriblandt Nørre Djurs, så derfor har de kære mennesker i Grenå været på overarbejde for alligevel at beholde os herude på landkortet.
Vi har i flere artikler udtrykt vores vrede og forargelse over, at chefredaktionen på Århus Stiftstidende har budt sine medarbejdere at lave lokalavis samtidig med, at mandskabet blev skåret ned. Vi har peget på, at avisen har været for selvtilfredse med at lave lokalavis for århusianerne, og at det derfor ikke er noget under, hvis antallet af abonnenter på Djursland er faldet. Og det er netop dette fald i læserinteressen, som man nu bruger som begrundelse for at lukke Dagbladet Djursland.
I et debatprogram i Østjyllands Radio i forbindelse med avislukningen hørte vi forleden en såkaldt ekspert udtale, at folk ikke gider læse lokalnyheder længere, fordi de bliver stopfodrede med nyheder døgnet rundt, og at vi derfor ikke har set den sidste avislukning endnu. Dette blev straks imødegået på det kraftigste af en mand fra Samsø Posten, der sagde, at de lokale nyheder netop er det eneste, folk gider læse nu om stunder, og at man havde stor succes med kritisk, journalistisk avis på øen. Samsø Posten koster 3 kr. i løssalg og har en pæn økonomi, oplyste han.
Vi tør ikke håbe på, at Århus Stiftstidende finder plads til journalistisk dækning af de tyndt befolkede områder, heriblandt Nørre Djurs. Fra i morgen er det altså slut med at kunne læse om, hvad der bliver vedtaget og ikke vedtaget til kommunalbestyrelsesmøderne, og i det hele taget den lokale avis` leven med i stort og småt af lokal betydning. Visse nyheder får vi selvfølgelig stadig fra ugeaviserne, men deres ressourcer er jo stærkt begrænsede, så……?
|