Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Spørgsmål om bredbånd

Her på redaktionen har vi i dag fået en e-mail fra Hans Jørgen Fanger fra Gjerrild, og han har jo før været på banen med sin frustration over, at det stadigvæk har lange udsigter med bredbåndet her i Nørre Djurs. Vi ved godt, det er en lang smøre, men vi kan stærkt anbefale den som natlæsning for vore lokale politikere. For det første kunne det være spændende, hvis nogen af partierne tog handsken op og svarede på Hans Jørgen Fangers konkrete spørgsmål, for det har jo vitterlig vist sig at være vigtigt med IT i landdistrikterne. For det andet har Fanger klippet et par citater om bredbåndsløsninger andre steder, og specielt stykket fra Løgstør Kommune kunne måske inspirere nogen i Nørre Djurs.

Hans Jørgen Fanger skriver:

"TDC, DjurslandS.net og det offentlige arbejder ikke sammen. Skatteborgerne har betalt en fiberring, som bl.a. skal benyttes af kommunerne og hospitalerne, det er OK, hvis det offentlige kan finde besparelser der. Men de penge, som det offentlige ikke betaler til TDC, de bliver lagt på telefonregningerne andre steder. Ikke i byerne, der er der for hård konkurrence, nej, derude hvor jeg bor, på "Lars Tyndskids mark". Her er der nemlig ingen konkurrence. Jeg betaler det hvide ud af øjnene for langsomme ISDN forbindelser med tidsbegrænsning.

Får jeg så snart noget, der er bedre? Ja, hvis jeg flytter, som de siger inde hos TDC. Nej, hvorfor skulle de da slagte guldkalven? Amtets fiberring har oceaner af plads, de fleste fiberforbindelser bruger kun under 1 promille af kapaciteten for nærværende. Ved hjælp af nye teknikker vil man snart kunne mangedoble kapaciteten. Kan det så virkeligt være rigtigt, at der ligger et TDC-kabel ved siden af fiberringens? Hvis virkelig det offentlige er så træt af TDC, hvordan kan de få den tanke, at forbrugerne skulle være lykkelige. Så vidt mig bekendt er centralerne forbundet med fiberkabler. Følgelig skulle der ikke være problemer med at transportere data mellem centralerne.

Hvis der skulle være problemer må det være mellem forbrugeren og centralen.
Herregud, TDC, hvis I ville, kunne I jo lave en særdeles konkurrencedygtig løsning. De sociale forpligtigelser, I havde fra monopolets tid, de er væk. Nu er det folk på landet, der skal skæppe i kassen hos TDC, det gør det bestemt ikke særligt attraktivt at bo på landet, hvis man har behov for bredbånd. Behov, ja, det er jo klart, at jo mere attraktive bredbåndsforbindelser, man har, jo flere forbrugere/abonnenter får man i området.

Men her er det så, at politikerne kommer ind. Veje, skoler, biblioteker, plejehjem, specialundervisning, socialhjælp osv. Alt sammen udgifter, der afholdes for at give os et velfungerende samfund. Men bredbånd, nej, det har de ikke forstand på, det overlader vi til TDC, Lars Glerup og Bjarke. Det er katastrofalt, intet mindre. Bjarke skulle også have 100 pct opbakning fra de 8 kommuner, han skulle have en kæmpe bevilling. Hvis man kan bruge over 1 mio. til projektering af Hemmedvejen, ja, så burde Bjake have 50 mio. om nødvendigt til at begynde med, så vigtigt er det. Hvor meget har de 8 kommuner givet i støtte til Bjarke (DjurslandS.net)?

Når kollegieværelserne i Århus bliver udstyret med 100 mbit (et hundrede) til en pris af 145 kr/md, så er det for dårligt, at TDC vil have over det dobbelte for en kvart mbit (ADSL). Jeg synes, det ville klæde TDC godt at tilbyde de få på "Lars Tyndskids mark" at blive tilkoblet Internettet så godt som muligt og så betale en pris, der står i forhold til ydelsen, og så skal det være "flat rate".
Borgmesteren har tidligere antydet, at kommunal medvirken i bredbånd måske kunne være ulovlig.

Derudover skulle der være praktiske problemer ved at komme ud til de fjerneste borgere. Bredbånd er en politisk beslutning, det er ikke en sag, vi kan overlade til TDC. Desværre er der mange andre kommuner, der har fattet vigtigheden af bredbånd, desværre fordi det er de kommuner, der kommer til at stjæle vore tilflyttere. Skattegrundlaget i Nr. Djurs skrumper, og så får
politikerne travlt med at udskrive skatter på anden vis, en meget ond spiral, kommunen kommer ind i.
Jeg har tidligere efterlyst politikernes holdning til bredbånd, der er ikke nogen, der har reageret. Dansk Folkeparti har udtrykt, at de vil bekymre sig om kommunikation, og Nørre Djurs Listens målsætning er jeg 100 pct enig i, men hvad mener Socialdemokratiet, Venstre og de øvrige partier.
Bredbånd til vores borgere i Nørre Djurs Kommune - er en nødvendighed for at sikre en positiv erhvervsudvikling og et godt skattegrundlag. Under normale omstændigheder ville Nørre Djurs kommune ikke inden for overskuelig tid blive tilbudt bredbånd. Derfor bør byrådet tænke utraditionelt og sikre, at borgere og erhvervsliv i Nr. Djurs ikke kobles af IT-udviklingen, men derimod bliver blandt de første i Danmark med eget kommune-net, i lighed med f.eks. Løgstør.


("Klippet" fra internettet)

Løgstør kommune har investeret i en totalløsning fra Tiscali (World Online), som giver samtlige borgere i kommunen adgang til det hurtigste bredbåndsnet på markedet - det såkaldte ADSL/SDSL-net.


Bredbåndets mange fordele:
Kommune-nettet er op til 32 gange hurtigere end en ISDN forbindelse, og brugerne er konstant forbundet til Internettet. Det gør det hurtigere at hente information på Internettet, det gør det lettere at hente e-mails med korte intervaller, at downloade software og at benytte Internettet til f.eks. konferencer, møder, fjernundervisning, lokale communities, at arbejde
hjemmefra og meget andet. Ikke mindst sætter det Løgstørs borgere og erhvervsliv i front på IT-udviklingen!


Prøv det nye hurtige Internet på Erhvervs- og turistkontorets net-café:
Har du lyst til at afprøve det nye hurtige Internet, lukker Erhvervs- og turistkontoret dørene op. "Vi har oprettet en lille net-cafe, hvor man som virksomhed efter aftale kan komme og afprøve den hurtigste Internetforbindelse på 2 Mbit. Et godt tilbud for de, som har planer om at investere i det nye bredbånd", mener Henrik Christensen, erhvervs- og udviklingsdirektør. Ring og få en aftale hos Erhvervs- og turistkontoret på telefon 98 67 30 22.

De optimale IT-forhold:
Borgmesteren i Løgstør, Jens Lauritzen, begrunder den kommunale investering på 600.000 kroner med håbet om udvikling i landdistrikterne.
"Hvis vi satte os til at vente, ville Tele Danmark - i bedste fald - udlægge bredbåndsnet i kommunens største bysamfund, Løgstør, i løbet af et år eller to. Men det ville ikke løse noget for den øvrige del af kommunen. Og vi tror faktisk på, at der er meget gode muligheder for et få en udvikling i gang i landsbyerne og i landdistrikterne, hvis de kan tilbyde optimale IT-forhold", siger Jens Lauritzen (V).


Flere hjemmearbejdere"Ræsonnementet er følgende:
Løgstør Kommune har alt det, som virksomheder og private borgere efterspørger: boliger og byggegrunde til favorable priser, fjord, natur, plads, til at udfolde sig. Det eneste handicap er transporten mellem hjem og
arbejdsplads, for eksempel for de mange, der arbejder i Aalborg. Den faktor bliver mindre vigtig, hvis noget af arbejdet kan gøres hjemmefra", mener
borgmesteren. - " En forsker på Aalborg universitetscenter kan for eksempel flytte meget af arbejdet hjem, hvis han har en tilstrækkelig god
Internet-forbindelse til omverdenen. Og vi tror faktisk, at mange ville foretrække livet på landet med lavere boligudgifter og større albuerum, hvis de havde muligheden", siger han.


Sunde virksomheder:

Hjemmearbejdere, der kan styrke befolkningsgrundlag og skattegrundlag, er den ene del af versionen. En anden er et fremtidssikret erhvervsliv. - "Vi vil altid gerne tiltrække nye virksomheder, men det er ikke det primære mål. Det primære er at give de virksomheder, der allerede findes i vores kommune, de bedst mulige betingelser. Hvis de udvikler sig sundt og levedygtigt, kommer det hele kommunen til gode. Levedygtighed handler blandt andet om at være på forkant med den digitale udvikling, og den mulighed får de nu alle som én", fortæller borgmester Jens Lauritzen.

Interne fordele:

En sidste og ikke uvæsentlig vision går på kommunens egen brug af højhastigheds-nettet. Her åbner aftalen med World Online mange muligheder, mener borgmesteren - også for at tjene noget af investeringen ind igen.- " I første omgang kobler vi de 30 institutioner på, som vi forestiller os kan have glæde af nettet. Det gælder for eksempel alle skolerne. Her kan eleverne på en skole ubegrænset søge information på Internettet for en afgift på 500 kroner om måneden. Det er faktisk billigt. Der kan også spares tid og penge på administrationen.
For eksempel vil alle tilkoblede institutioner kunne betale regninger digitalt frem for som nu at sende dem frem og tilbage mellem sig selv og rådhuset", fortæller borgmester Jens Lauritzen.


("Klippet" fra internettet)

Ægte bredbånd til Århus for 145 kroner
100 Mbit/s til århusianske kollegianere giver baghjul til TDC
Af Per Mathiessen - pma@ing.dk

Tirsdag, 04/09/2001 9:57
De studerende på en række århusianske kollegier har fra 1. september fået lynhurtigt og billigt bredbånd. Frem til marts næste år vil resten af de i alt 4000 beboere på byens 27 kollegier også komme på bredbåndsnetværket, hvor både lyd og levende billeder kan modtages og videresendes med hastigheder på op til 100 Mbit/s, og til en fast, månedlig pris på 145 kroner uanset forbruget.


Det er Kollegiekontoret i Århus, der har taget initiativ til projektet gennem non-profit-foreningen Bolignet-Århus, og da beslutningen om bredbåndsnetværket var taget, blev Carl Bro Gruppen valgt som ekstern rådgiver og projektleder med ansvar for kvaliteten af den samlede leverance, mens Orange blev valgt som teleudbyder.

Under halvdelen af TDC-pris.
Den faste flat-rate-pris på at bruge netværket ligger langt under halvdelen af, hvad TDC tager for deres billigste ADSL-forbindelser. »Da beboerne så samtidig opnår hastigheder, der er 400 gange hurtigere end TDCs forbindelser, taler vi om faktor 1000 i forholdet mellem pris og ydeevne,« siger direktør Lars Kragh fra Carl Bro Gruppen.
Netværket, som forbinder de 27 kollegier, betyder, at Århus som geografisk region nu er dækket med hensyn til bredbånd. Det har fået flere boligforeninger til at vise interesse for projektet, og derfor vil Carl Bro sammen med Bolignet-Aarhus senere på året præsentere det nye bredbåndsnetværk for byens øvrige boligforeninger, som i alt omfatter 60.000 husstande.

Prisen kan blive endnu lavere.
En eventuel tilkobling af de øvrige boligforeninger i Århus vil betyde, at "flat rate" prisen vil blive endnu lavere, når flere brugere kan anvende netværket.» Etablering af private netværk og bredbåndsydelser er især attraktivt i områder, hvor der er mere end 1000 husstande samlet i antenne- eller boligforeninger. Vi skønner, at der minimum vil være et potentiale på omkring 500 af den slags netværk i Danmark,« siger Lars Kragh.


"Se, måske skulle man se og komme på kollegie.....
Nej, kære politikere, vågn op. Der skal investeres nu, ellers svinder skattegrundlaget, det er de sørgelige kendsgerninger."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Hans Jørgen Fanger fra Gjerrild

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001