Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Svar til Sven Skovmand (2)

Og den konservative byrådskandidat, Per Skødt Hansen, skriver i samme anledning følgende:

"Om eksemplet med omfartsvejen kan bruges til undervisning på de højere læreanstalter, skal jeg ikke tage stilling til med min ringe skolegang. Men at den ligefrem skulle skade trafiksikkerheden, det mener jeg nok er en påstand, og den dag, vejen står færdig, vil der være masser af plads til de såkaldt svage trafikanter på hele strækningen fra Glesborg til Bønnerup.


At omfartsvejen ikke skulle gavne udviklingen i kommunen, mener jeg ligeledes er noget af en påstand, da området omkring Bønnerup vel er det sted i kommunen, hvor der har været den største udvikling de sidste mange år. Med hensyn til handel i SuperBrugsen i Glesborg mener jeg ikke, kommunen skal blande sig i, hvor folk handler, blot de handler inden for kommunegrænsen.
Hvor Sven Skovmand får tallet 15 mill. kr. fra, ved jeg ikke, men det er måske et tal, der har ligget i skuffen, siden Ørum Aktiv Center skulle igennem frem for vejen. Det er et fritidstilbud, som vi er nogle i kommunen, der betaler til hvert år, men som vi aldrig kommer til at benytte os af, da centeret har en dårlig placering i forhold til store dele af kommunens indbyggere. Vejen er et aktiv for fritidsfolket, men ikke mindst for den aktive og arbejdende del af befolkningen. Det er vel dem, vi skal se, om vi kan holde på og om muligt få flere af til kommunen. Det er vel dem, der betaler skat, så pensionister og andre kan have det godt, hvad jeg i øvrigt finder er, som det skal være.
Venlig hilsen fra en vejfanatiker."

Skrevet af Per Skødt Hansen fra Bønnerup, konservativ kandidat til kommunalbestyrelsesvalget i Nørre Djurs, i Dagbladet Djursland tirsdag d. 30. oktober

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 30-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001