Mogens Amdi Petersen, Tvinds leder, skjuler sig ifølge
Jyllands Posten på en privat tropeø, mens indtægterne fra virksomheder i Den Tredje
Verden og Tvinds lærerlønninger strømmer ind.
Tvinds omstridte leder Mogens Amdi Petersen, der forsvandt for 22 år siden, skulle leve
en luksustilværelse på en af verdens mest eksklusive adresser.
Jyllands-Posten kan i dag afsløre, at Amdi Petersen bor i en penthouselejlighed på 810
kvadratmeter til en markedsværdi af 50 millioner kroner.
Lejligheden ligger på den fashionable private tropeø Fisher Island ud for Miami, USA.
Boligen er udstyret med marmorgulve, fem badeværelser, jacuzzi, dampbrusebad og
motionsrum. Da Amdi Petersen overtog den i 1991 via Tvindselskabet Markham Corporation var
den møbleret og dekoreret for 5,2 millioner kroner.

Blandt øens øvrige beboere findes verdenskendte kunstnere som
operasangeren Luciano Pavarotti, filmstjernerne Julia Roberts, Robert de Niro og Sylvester
Stallone samt tennismillionærerne Andre Agassi og Boris Becker.
De beskyttes af et talstærkt privat vagtkorps. Tvind betaler cirka 180.000 kroner i
løbende udgifter om måneden, for at Amdi kan bo på øen.
Egen fitness-træner
Mogens Amdi Petersen og kæresten Kirsten Larsen er begge medlemmer af Fisher Island Club,
hvor et medlemskab koster 100.000 dollars. "Mr. Petersen", som han kaldes, er
den bedste kunde i øens golfbutik. Han har til sin private fitness-træner fortalt om
vilde dyr - giraffer og zebraer - på sin afrikanske farm i Zimbabwe.
Amdis luksusliv er betalt af hundredvis af Tvind-lærere, der alle overdrager Tvind
deres indkomst mod kost og logi samt nogle få hundrede kroner i lommepenge om måneden.
Desuden finansieres Mogens Amdi Petersens livsstil af virksomheder i flere end 70 lande.
Ofte under dække af at være humanitære organisationer og dermed skattefritaget.
Sidste år købte Tvind-selskabet Xoreux Limited endnu en lejlighed på øen til 6,6
millioner kroner. Mogens Amdi Petersen har to store leonberger-hunde, og det er kun
tilladt at have en hund pr. bolig. Hundene følger Amdi Petersen og Kirsten Larsen til
Afrika i de perioder, de er ude af USA.
Sigtet
Afsløringen af Amdis luksusliv kommer på et tidspunkt, da Tvind-koncernen er ude i store
vanskeligheder i Danmark. Politiet i Holstebro sigter Mogens Amdi Petersen og andre
Tvind-ledere for groft skatte- og mandatsvig for 75 millioner kroner.
Tvindlederen gik under jorden i 1979 og forlod forstanderposten i Det Nødvendige
Seminarium i Ulfborg, som han havde grundlagt ni år tidligere. Det er lykkedes ham at
holde sig skjult for myndighederne og pressen, blandt andet fordi ingen kan genkende ham.
Det sidste kendte foto af Amdi er taget i 1979.
Kilde: JP / CNN
|