Artikler på Nørre Djurs Web
Usikkerhed om dødstal i New York

Seks uger efter terrorangrebene på USA er der fortsat betydelige uoverensstemmelser i opgørelserne over antallet af døde og savnede i forbindelse med angrebet på World Trade Center i New York.

Ifølge byens myndigheder er antallet af døde og savnede 4.817 - omkring 1.800 flere end avisen New York Times når frem til efter sammenstilling af informationer fra en række kilder.
New Yorks myndigheder kalkulerer med 4.339 savnede på baggrund af lister med navne indleveret af virksomheder i World Trade Center, udenlandske ambassader og pårørende.
»Vores liste er den mest omfattende,« siger en talsmand for myndighederne i New York. Myndighedernes samlede opgørelse omfatter 478 døde, der er blevet bjærget, hvoraf 425 er blevet identificeret.
Men New York Times opgør antallet af døde og savnede til 2.950 - et betydeligt lavere tal.

Kilde:Ritzau/AFP

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 26-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001