Socialdemokratiet kræver nu
friskoleloven strammet, så der indføres et dansk værdisæt om frihed, ansvar, ligeværd
og ligestiling mellem kønnene i alle skoler i Danmark, skriver Weekend Nu fredag.
"Jeg mener, at vi bør overveje at formulere et dansk værdisæt, som de muslimske
friskoler og andre privatskoler skal leve op til. Vi bruger 3,2 milliarder kroner på
vores friskoler, og kan vi have så stor en del af vores skolevæsen, der ikke lever op
til nogle fælles normer," siger Carsten Hansen, der er uddannelsespolitisk ordfører
i Socialdemokratiet.
Partiet er dermed enigt med Venstre, som tidligere har foreslået, at friskoleloven
tilføjes nogle af folkeskolens bestemmelser, blandt andet at undervisningen skal bygge
på principper om frihed og demokrati.
Enhedslisten vil gå så langt som at kræve, at friskolerne bør fungere inden for
folkeskolens formålsparagraf.
Der findes 450 private friskoler i Danmark, heraf er de 19 muslimske.
I Dansk Friskoleforening, der repræsenterer de 19 muslimske privatskoler, mener man ikke,
at de frie skoler skal underlægges folkeskolens formålsparagraf.
"Det vil vi i hvert fald protestere voldsomt imod. Det skal fortsat være muligt for
forældre at lave deres egne skoler. Ellers er der ikke noget alternativ til
folkeskolen," siger konsulent i Dansk Friskoleforening, Ole Mikkelsen, til Weekend
Nu.
Kilde: WN/Ritzau
|