Artikler på Nørre Djurs Web
Influenza kan koste mange danskere livet

Den danske befolkning vil være sårbar, når verden næste gang rammes af en alvorlig influenzaepidemi. Der er nemlig risiko for, at Danmark kommer til at mangle en brugbar vaccine. Det kan betyde, at mange tusinde risikerer at miste livet, skriver bladet Ingeniøren.

26oktInfluenza400.jpg (32608 bytes)
Sygehusene kan hurigt blive fyldt op med alvorlige influenzartilfælde, hvis Danmark rammes af en ny epidemi, mener eksperter.

- Der er overhængende fare for, at mangel på vaccine vil betyde, at mange danskere vil dø. Det er et alvorligt problem og der er ingen nemme løsninger, siger overlæge Else Smith, der er chef for Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut.
Erfaringen viser, at en global influenzaepidemi, en såkaldt pandemi, bryder ud tre-fire gange i hvert århundrede og rammer langt hårdere end en almindelig influenzaepidemi. I Danmark findes der ingen produktion af influenzavaccine og derfor vil befolkningen i en krisesituation være afhængig af vacciner fra andre lande.

Beredskabsplan skal minimere konsekvenser
Ifølge Ingeniøren er de danske myndigheder på vej med en beredskabsplan, der skal minimere konsekvenserne af en influenzaepidemi. Desuden er der forhandlinger i EU om en rimelig fordeling af vaccine og endelig vil Statens Serum Institut forsøge at lave forhåndsaftaler med de lande, der producerer vaccine.
- Men en ting er at lave aftaler, når der ikke er krise. Spørgsmålet er, om aftalerne vil være meget værd, når den næste pandemi er en realitet, siger Else Smith, der mener, at der kan blive behov for at vaccinere halvdelen af befolkningen.
Sundhedsminister Arne Rolighed (S) vil afvente beredskabsplanen, som skal være færdig senest til foråret, inden han afgør, hvordan befolkningen bedst sikres.
Det her har stor betydning og derfor må vi forsøge at finde en løsning. Jeg vil arbejde for at finde en model, hvor vi ikke er afhængige af andre lande, siger han.

Kilde:Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 26-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001