Vi har fundet et indlæg i
dagens avis af Torben Lund fra Venstres byrådsgruppe i Nørre Djurs. Her uddyber han
Venstres holdning til at vente med Hemmedvejen til bedre tider:
"Nu har budgettet for 2002 været til 2. behandling i
kommunalbestyrelsen.
Venstre stillede kun 1 ændringsforslag i år, vi ønskede at fjerne anlægsbevillingen
til Hemmedvejen, da vi ikke mener, der er økonomisk grundlag for at påbegynde et så
stort projekt lige nu grundet kommunens svære økonomiske situation. Vi foreslog, at man
styrkede kommunens kassebeholdning med de 2 mill. kr. i stedet, men blev stemt klart ned,
da samtlige af de andre partier går ind for vejen.
Nørre Djurs Kommune er lige nu sat under administration af
Indenrigsministeriet, hvilket medfører, at vi skal fremvise et budget med et klart
overskud. Budgettet for 2002 viser et overskud på 3,8 mill. kr., hvilket jo egentlig
lyder meget pænt.
Men når man så kigger på de 2 foregående år, så bliver man lidt nervøs.
I 2000 var der budgetteret med et overskud på 7 millioner, men vi endte med et underskud
på 5,7 millioner kroner. I 2001 var der budgetteret med et overskud på 2,3 millioner
kroner, men vi ender på ca. 10 millioner i underskud.
Disse underskud er blevet dækket af tillægsbevillinger fra
kommunekassen, hvilket er grunden til, at kommunekassen er tom. Som jeg skrev før, skal
vi i år fremvise et budget, der holder - altså ingen tillægsbevillinger. Jeg tror
aldrig, at Nørre Djurs Kommune har kørt et helt år uden tillægsbevillinger, som
opstår ved uforudsete udgifter, og jeg tvivler på, man kan undgå det i år 2002.
Inden for Børne- og Kultur-området har vi et budget på ca. 85 mill. kr., hvoraf de 90%
er lovbundne, derfor har vi virkelig et problem, hvis der eksempelvis kommer en stigning i
lærerlønnen, som der gjorde for 2 år siden på 6 millioner kroner.
Borgmesteren har meldt klart ud, at det bliver de enkelte udvalg, der
selv skal finde pengene, hvis der bliver tale om merforbrug på et område, det vil sige,
at vi kan komme i en situation, hvor enten pasningsgarantien for børnene kommer i fare,
eller hvor vi skal til at reducere i timetallet i skolerne.
Derfor synes Venstres gruppe, det ville være rart at vente med Hemmedvejen, indtil vi har
fået kommunens økonomiske situation på ret kurs igen."
Skrevet af Torben Lund, kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Nørre Djurs Kommune, i
Dagbladet Djursland fredag d. 26. oktober
|