Den øverste leder for Taleban-styret, mullah Muhammad
Omar, skal overraskende være parat til at lukke internationale nødhjælpsorganisationer
ind i det krigshærgede Afghanistan. Det har Taleban-kilder oplyst til en
BBC-korrespondent, der har været i en flygtningelejr i det sydlige Afghanistan. Omar skal
have sagt, at Taleban vil garantere for organisationernes sikkerhed.

Afghanske flygtninge venter i en midlertidig lejr ved
Chaman-grænseovergangen i Pakistan.
Hvis oplysningerne bekræftes af Taleban-ledelsen, vil det betyde et
alvorligt brud med den hidtil førte politik, som dog ikke undrer iagttagere i lyset af de
vedvarende bombardementer.
Ifølge BBC's Haroon Rashid var flygtningene og selve lejren i en ynkelig tilstand, og der
var hverken tilstrækkeligt med mad eller vand til de mange flygtninge, der var blevet
afvist ved den pakistanske grænse. En af de frivillige i lejren oplyser til BBC, at der
ikke er rent vand, og at flere af børnene allerede har fået infektioner og diarré.
Usbekistan åbner grænser
FN optrappede onsdag appellerne til Afghanistans nabolande om at åbne grænserne for de
op mod en million flygtninge, og torsdag meddelte Usbekistan, at det vil følge
opfordringen.
FN oplyser til nyhedsbureauet AFX, at organisationen vil få lov til at bringe nødhjælp
til det nordlige Afghanistan fra den usbekiske havneby Termez.
"For første gang siden 1998 vil Usbekistan nu give FN lov til at bruge Termez' havn
til at bringe humanitær nødhjælp ind i det nordlige Afghanistan," siger Kenzo
Oshima, FN's vicegeneralsekretær for nødhjælp.
Op mod 1,7 mio. på flugt
FN gentog torsdag opfordringen til det internationale samfund om at bidrage med 4,5 mio.
dollar til at hjælpe de mange afghanske flygtninge. FN forbereder sig nu på, at op mod
en million afganere vil til Pakistan, en halv million til Iran og yderligere 200.000
prøver at komme til Turkmenistan, Usbekistan og Tadjikistan.
Imens er flere end 2000 afghanske flygtninge i løbet af de seneste 24 timer ankommet til
den iranske grænse. Ifølge en talsmand for FN's Flygtningehøjkommissariat, Andre
Mahecis, opholder flygtningene sig nu i Makaki-flygtningelejren i et område, der er
kontrolleret af Taleban. Iran har hidtil blot lukket syge flygtninge ind i landet.
Kilde: Reuters/CNN
|