Israelske soldater og tanks
angreb onsdag atter et palæstinensisk kontrolleret område i udkanten af Ramallah og
trodsede dermed igen USA's opfordring til at trække sig tilbage fra de palæstinensiske
områder.
I ly af mørket kørte israelske tanks og infanteri ind i landsbyen Beit
Reema, og arresterede indbyggere skulle tage opstilling syd for byen Ramallah, der er det
største palæstinensiske kommercielle centrum på Vestbredden.
Mindst 10 palæstinensere blev dræbt i angrebet, oplyser palæstinensiske kilder til
avisen Ha'aretz' netudgave. Blandt de dræbte var to medlemmer af organisationen PFLP, der
stod bag sidste uges drab på Israels turistminister Rehavam Zeevi, samt medlemmer af den
islamiske organisation Hamas og palæstininensiske sikkerhedsstyrker.
Palæstinensere: Massakre
Et ledende medlem af sikkerhedsstyrkerne på Vestbredden, Jibril Rajoub, siger til avisen,
at der var tale om en massakre, og en rådgiver for selvstyrepræsidenten Yasser Arafat
betegnede angrebet som en forbrydelse og terrorhandling.
Palæstinenserne hævder også, at de israelske styrker hindrede ambulancer i at nå frem
til landsbyen.
Trodser USA
Den israelske indtrægen kom bare få timer efter USA's præsident, George W. Bush, havde
bedt Israel om at trække sig ud af de seks belejrede byer på Vestbredden.
"Jeg udtrykte vore bekymring omkring tropper i de palæstinensiske områder, og jeg
håber, at israelerne trækker sig ud så hurtigt så muligt," sagde Bush sent
tirsdag efter et møde med Israels udenrigsminister, Shimon Peres, i Washington.
Tidligere onsdag sårede jødiske bosættere seks palæstinensere med skud i byen Hebron
ligeledes på Vestbredden. Det oplyste palæstinensiske vidner til AFP.
Palæstinenserne var i en minibus på vej til arbejde i en jødisk bosættelse i området,
da bosættere i en bil overhalede dem og skød på passagererne. En af de sårede
palæstinenseres tilstand er kritisk, oplyser hospitalskilder til det britiske
nyhedsbureau Reuters.
Kilde: Reuters
|