Artikler på Nørre Djurs Web
Nyrup med i Guinness Rekordbog

Udgave nummer 48 af Guinness Rekordbog er på gaden, og blandt de omtalte personer finder man blandt andet den danske statsminister.

23oktNyrup_Guinness400.jpg (36272 bytes)
Nyrup blander sig med internationale politikere og statsmænd i Guinness' oversigt over "Vigtige personer."

Poul Nyrup Rasmussen er fundet værdig til optagelse, fordi han er den eneste regeringsleder, der "står opført i telefonbogen". Og ifølge Berlingske Tidende besvarer Nyrup efter Guinness' oplysninger "selv sine henvendelser fra landets borgere."
Blandt de andre kendte personer i kategorien "Vigtige Personer", finder man:

  • Bill Clinton, eks-præsident, er nævnt, fordi han er den statsleder, der har rejst med det største følge nogensinde. Da Clinton var på besøg i Kina i 1998, talte følget ikke færre end 1.200 personer. Bl.a. 200 secret-service-agenter, 150 militærpersoner, 30 højtstående delegerede, 375 journalister, fire kamerahold fra Det Hvide Hus, 150 funktionærer og 70 højtstående medarbejdere og rådgivere.

  • Richard Nixon er nævnt, fordi han er den person, der flest gange har været på forsiden af Time Magazine.

  • Englands 101-årige dronningemoder er medtaget, fordi hun er verdens ældste nulevende kongelige.

  • Den ægyptiske farao Phiops II er nævnt, fordi han dokumenteret har regeret i længst tid. Det gjorde han fra, han var seks år gammel i år 2281 f.Kr. og de følgende 94 år.

  • Mario Frick er nævnt, fordi han er den hidtil yngste premierminister. Det blev han som 28-årig i 1993 i Lichtenstein.

  • Pave Johannes Paul II, den katolske kirkes nuværende overhovede, er med af flere grunde. Han var den yngste pave i det 20. århundrede, 58 år, og den første ikke-italienske pave i 456 år. Den polsk-fødte Johannes Paul er samtidig den pave, der har rejst mest. 126 gange havde han været udenlands, da han i juni i år besøgte Kiev i Ukraine.

  • George W. Bush er nævnt, fordi han er den præsident, der har sammensat det rigeste kabinet i USAs historie. Af Bush-administrationens 16 ministre er 13 millionærer. Syv af dem har opgivet formuer på over ti millioner dollar (kr. 85 mio.).

  • Forsvarsminister Donald Rumsfeld og finansminister Paul OýNeill har begge opgivet deres formuer til 61 mio. dollar (kr. 518,5 mio.). Udenrigsminister Colin Powell er "kun" god for 18,5 mio. dollar (kr. 157 mio.).

    Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 23-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001