Artikler på Nørre Djurs Web
Hvor blev LEADER+ af?

Har man hørt Østjyllands Radio til morgen eller læst Dagbladet Djursland, står det nu klart, at den såkaldte "Næseryg" bestående af 5 kommuner og heriblandt Nørre Djurs, ikke får del i de egnsudviklingsmillioner, som alle ellers var så sikre på ville drysse ned over os. Det var et tip fra Nørre Djurs NetNyt, der satte avisen på sporet af den dårlige nyhed, og artiklen i avisen blev så brugt i radioen.
Læs mere om LEADER+ hér!

Siden vi i sin tid bragte grundige beskrivelser af det forberedende idéarbejde i LEADER+-projektet, har vi naturligvis ventet på den dag, hvor sløret ville blive løftet for, om Nørre Djurs, Midtdjurs, Rougsø, Nørhald og Mariager ville blive begavet med 52 mill. beregnet på at sætte projekter i gang. At tidsfrister bliver udskudt gang på gang, er en ting, man må leve med, når man har med EU at gøre, så derfor er der gået adskillige måneder over tiden, før afgørelsen faldt. Her på NetNyt havde vi en gammel aftale med en bestemt mand på amtet om at blive holdt underrettet, når svaret kom.

I sidste uge ringede vi så til amtet og fik at vide, at vores kontaktperson var sygemeldt, og fra hans stedfortræder fik vi nu den dårlige nyhed: "Næseryggen" får ingen penge; kun Samsø fra Århus Amt er blandt de støttede områder! Hun kunne fortælle, at Århus Amt havde klaget over afgørelsen, og at man nu afventer svar fra Fødevareministeriet, som administrerer den danske del af LEADER+.
Da vi her på redaktionen ikke har de samme muligheder som avisen har for at få aktindsigt, lavede vi et samarbejde med Dagbladet Djursland om at få kastet lys over historien. Det er den direkte årsag til, at man her til morgen kunne høre borgmester Leif Sørensen i Østjyllands Radio. Han beklagede afgørelsen, men forsikrede, at der heldigvis er mange andre EU-kasser, som Nørre Djurs nu vil lægge billet ind på.

Vi er lidt forbløffede over, at resultatet ikke er blevet offentliggjort, for det er da urimeligt, hvis en så vigtig oplysning skal løbe rundt som et ubekræftet rygte, hvilket har været tilfældet i den seneste tid. Hvad med de mennesker, der har lagt tid og energi i det forberedende arbejde, hvorfor får de ingen besked? Svaret faldt nemlig allerede 1. oktober, og derefter var der en høringsfase på 12 dage, hvor amtet altså klagede over forbigåelsen af Den Jyske Næseryg.

Ingen tror rigtig på, at der vil blive lavet om på noget, så vi borgere må nok til at indstille os på at komme til at undvære det økonomiske pift, det kunne have været, at få tilført kapital til støtte for lokale initiativer. Som observatører på sidelinjen har vi fulgt nøje med i tilblivelsen af det projektforslag, der var "Næseryggen"`s bidrag til "konkurrencen", så derfor har vi også haft meget høje forventninger til en lidt mere initiativrig fremtid her i vores lille, fattige kommune. Når det ikke gik sådan, synes vi, der er brug for en åben evaluering og debat om, hvordan man skal bære sig ad med at gøre tingene bedre næste gang, der skal lægges billet ind på EU-midler. Derfor vil vi behandle sagen i en leder én af de nærmeste dage - absolut ikke for at der skal rulle hoveder, men en sund selvransagelse skader ingen og kan måske bane vej for nye tider.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001