I sidste uge bragte vi indlæg fra bl.a. Enhedslisten til
støtte for natur- og miljøhensyn i Kolindsund-debatten. I dagens avis har vi fundet et
læserbrev, som er en kraftig opfordring til at sætte sit kryds ved Venstre-kvinden Lotte
Horneman, der i sit arbejde i amtsrådet arbejder for landmændenes interesser i den
spegede sag:
"Generelt har Djursland i de senere år ikke ligefrem været med i
"førerligaen", hvad det erhvervsmæssige angår geografisk og trafikalt
er betingelserne ikke de bedste.
Til gengæld har halvøens rige landskaber givet natur- og miljøfolk "blod på
tanden" med hensyn til at skabe regionen om til naturreservat. Her kæmper den sunde
fornuft mod en medieforkælet bevægelse, der til tider næsten har en kultagtig tendens.
Men vi kan jo ikke leve af at færdes i naturen. Her er brug for folk med køligt overblik
og en afbalanceret opfattelse af, hvad der gavner os alle i det lange løb.
Mange store beslutninger træffes i disse år i amtsrådet. De er ikke altid lige
populære. Desto mere grund har vi til at slutte op om dem, der tør tage ansvaret.
Her på det østlige Djursland har vi en god og saglig repræsentant i Lotte Horneman. Med
sin sunde fornuft, sin erfaring og uden populisme røgter hun sin opgave på forbilledlig
vis.
I sin stillingtagen til det store landbrugsområde Kolindsund hvor vitale
interesser står på spil og på det trafikale område, hvor mange mener, vi er ved
at blive koblet af, er Lotte Horneman på banen i sin ukuelige optimisme for at få hele
området forbedret.
Jeg vil på det varmeste anbefale, at vi stemmer på Lotte Horneman, så vi endnu i en
periode kan drage nytte af hendes rige erfaring og politiske indsigt.
Vi har mere end nogensinde brug for gode amtsrådspolitikere som Lotte Horneman til gavn
for Djursland."
Skrevet af Karl Gleerup fra Sdr. Homå i Dagbladet Djursland søndag d. 21. oktober
|