Artikler på Nørre Djurs Web
Tilfredshed i Hemmed

Hemmed-forsamlingshus.JPG (19825 bytes)

I bestyrelsen for Hemmed Forsamlingshus er man ganske godt tilfredse med afviklingen af arrangementet i fredags, hvor kombinationen af børneaktiviteter, god mad og debat trak et tilfredsstillende antal mennesker. NetNyt var ikke til stede, men vi har talt med de 2 bestyrelsesmedlemmer, formanden Janne Berg og Allan Damkilde.

Læs mere hér!

De er rørende enige om, at børnearrangementet om eftermiddagen var et stort hit, og de er imponerede over, at det lykkedes at tromme så mange børn sammen her i efterårsferien, hvor det jo ellers har vrimlet med aktiviteter i Børnekulturugen. Man havde fyldt forsamlingshuset op med bordtennis, billard, bob og en masse andre fysiske aktiviteter, og det viste sig at være til stor fornøjelse for de mange unger. Det endte med, at alt i alt 75 mennesker var samlede til fællesspisning, og det kan nok være, de 2 lokale kokke diskede op: fiskeruller tilberedt med lokale råvarer.
Efter maden var man så klar til at gå over til den mere seriøse del af arrangementet, der var tænkt som en debat om, hvordan man kan tilføre forsamlingshuset noget mere liv. Som igangsætter af snakken havde man indkaldt formanden for Landsforeningen af Landsbysamfund, Jytte Aa. Møller, og hun brugte efter arrangørernes opfattelse lidt for meget tid på at fortælle om det organisatoriske. Hun berettede om, hvorfor der findes 3 landsdækkende interesseforeninger for folk på landet, og det var naturligvis interessant nok, men kunne godt have været afviklet på en hurtigere og knap så tør måde, mente mange af tilhørerne.
Til gengæld kom der mere substans på snakken, da det kom til at handle om idéudvikling i en landsby, som Jytte Aa. Møller trods alt var en god formidler af. Alligevel følte arrangørerne ikke helt, de havde fået sporet sig ind til selve aftenens emne, nemlig hvordan får man noget mere liv i forsamlingshuset. Bestyrelsen havde nemlig ikke det samme behov for projektorientering, som tilfældet var med det møde i Gjerrild Borgerforening for et stykke tid siden, hvor Barbara Diklev fra den samme Landsforening var en dygtig fødselshjælper for idéudviklingen i Gjerrild.
På den måde er behovene jo ikke de samme, om man bor i et større landsbysamfund som Gjerrild eller et lille sted som Hemmed, men de 2 arrangører er alligevel enige om, at nu er man da blevet så kloge, og at det nok skal blive starten til en konstruktiv snak videre frem.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001