Artikler på Nørre Djurs Web
Pressemeddelelse fra Amnesty International

19oktAmnestylogo.gif (3203 bytes)

Ukontrolleret våbentilførsel til Afghanistan medfører mere menneskelig ulykke.

En betingelsesløs strøm af våben og andet militært udstyr og ekspertise til de krigsførende parter i Afghanistan vil fører til yderligere overgreb på menneskerettighederne, siger Amnesty International i en briefing om denne form for overførsler.
Udenlandske regeringer har til stadighed sørget for at bevæbne både Taleban og Den Nordlige Alliance til trods for parternes overgreb på menneskerettighederne.

Under en konflikt er våbentransaktioner uundgåelige, men det er afgørende at overførslen af våben og ekspertise bliver strengt kontrolleret.

Amnesty International opfordrer til at der indsættes uafhængige observatører til at sikre at militærkommanderende, der tidligere har været skyld i voldsomme overgreb på menneskerettighederne, fjernes, før nogen form for overførsel finder sted. Observatørerne skal endvidere sikre at våben og ekspertise ikke bruges til at begå overgreb på menneskerettighederne.

Gennem 1980'erne og 90'erne strømmede våben og beslægtede forsyninger fra USA og nogle af dets vesteuropæiske allierede, såvel som fra det tidligere Sovjetunionen, Pakistan, Saudi-Arabien og Iran, til forskellige væbnede grupper i Afghanistan. Disse våben blev brugt til at øge de massive menneskerettighedsovergreb. Civile i Afghanistan lider under efterveerne fra disse ukontrollerede overførsler. Alene anti-personel minerne har kostet tusinder livet.

Siden 1994 er hovedforsyningerne af våben til Taleban kommet fra officielle lagre i Pakistan eller via private våbenhandlere baseret i Pakistan. De økonomiske midler til indkøbene stammer primært fra Saudi-Arabien.

Rapporter fortæller at nylige forsyninger til Den Nordlige alliance er blevet sendt fra Iran og Rusland via centralasiatiske stater, især Tadsjikistan, samt fra Slovakiet.

Amnesty International er urolig for at den russiske regering planlægger en levering af våben til Den Nordlige Alliance af en værdi på op til 45 millioner $. Dette uden at stille nogen form for menneskeretslige krav til brugen af våbnene. Ydermere er USA's kongres ved at overveje en lov, som vil give op til 350 millioner $ i direkte militær assistance til "passende afghanske modstandsorganisationer".

Amnesty International beder ligeledes alle regeringer om at afholde sig fra brugen af klyngebomber nær civile områder, brugen af våben med depleteret uran hvis effekt ikke er helt kendt, samt afholde sig fra at forsyne de involverede parter i konflikten med sådanne våben.

For yderligere oplysninger:
Pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 11 75 41

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 19-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001