Artikler på Nørre Djurs Web
Pentagon: Amerikanske elitestyrkestyrker er rykket ind i Afghanistan

En embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste fredag morgen, at amerikanske elitesoldater er rykket ind i Afghanistan.
Kilden siger, at en mindre gruppe soldater lige nu er på mission i Afghanistan.

19oktPentagon_elitestyrker400.jpg (34207 bytes)
Teknikere om bord på hangarskibet USS Th. Roosevelt overvåger flyangrebene på Afghanistan.

Styrkerne er sat ind i den sydlige del af Afghansitan og skal assistere den amerikanske efterretningstjeneste CIA i operationer her. Området er domineret af Taleban-bevægelsen. En talsmand for oppositionshæren Den Nordlige Alliance oplyste fredag til Reuters, at otte amerikanske specialsoldater "for noget tid siden" ankom til det nordlige Afghanistan med helikopter. De er sammen med alliancen general Abdul Rashid Dostum i Dara-i-suf ca. 90 km. syd for den strategisk vigtige by Mazar-i Sharif, som Taleban har kontrol over.
Det overordnede mål med elitestyrkernes operation er, at overbevise politiske ledere fra pashtun-folket, der er den største etniske gruppe i Afghanistan, til at støtte USA frem for Taleban. Hvordan de vil gøre det er dog fortsat en hemmelighed.
Andre eliteenheder sættes sandsynligvis snart ind for at udføre opgaver som overvågning, udpegning af militære mål og ved sjældne lejligheder angreb på ledere fra Taleban eller al-Qaeda.
Abdul Hanan Hemat, chef for Talebans Bakhter nyhedsbureau, sagde fredag, at Taleban så frem til at slås med amerikanerne på landjorden, og at man var klar til kamp.


Flyvemaskiner kan ikke kravle
Oplysningen om den amerikanske specialoperation kom, efter at USA's forsvarsminister, Donald Rumsfeld, på et pressemøde sagde, at de amerikanske luftangreb i Afghanistan havde tvunget medlemmer af Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda på flugt. Men Rumsfeld understregede, at "flyvemaskiner ikke kan kravle rundt på jorden".
Donald Rumsfeld sagde, at al-Qaeda-soldater de seneste dage havde været i bevægelse, og at netop disse troppebevægelser havde været mål for de amerikanske bombninger.

Amerikanske fly bomber Kabuls centrum

Amerikanske fly bombede natten til fredag dansk tid mål i centrum af Afghanistans hovedstad, Kabul. Ifølge nyhedsbureauet AP siger øjenvidner, at et missil ramte flere hus, hvor mindst fem blev dræbt.
Husene lå nær en talebansk tankenhed, der var mål for de amerikanske missiler. Den Qatar-baserede tv-station al-Jazeera oplyser, at USA-fly kastede fire bomber over Kabul, og en større eksplosion blev hørt i nærheden af et stort hotel. Ifølge al-Jazeeras korrespondent i Kabul kunne der ikke høres antiluftskyts under angrebet.
Også talebanernes hovedby Kandahar var for 12. døgn i træk mål for amerikanske bombe- og jagerfly. Bl. a. blev mål nær en lille by syd for Kandahar ramt. Talebanernes leder, mullah Mohammed Omar, havde prædiket i byen onsdag.
Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld afviste torsdag Talebans påstande om, at mellem 600 og 900 civile er blevet dræbt og tusinder er blevet såret. Det var i hvert fald, hvad en talsmand for Taleban hævdede torsdag aften på den arabiske tv-station al-Jazeera.
Rumsfeld sagde, at der ikke var nogen mulighed for lige nu at kunne bekræfte talebanske tabstal. Han betegnede Talebans oplysninger som falske.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 19-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001