På listen over kandidater
for Dansk Folkeparti til det forestående valg til kommunalbestyrelsen finder vi Hans
Fisker Jensen fra Bønnerup, og han tager hul på valgkampen med følgende læserbrev:
"Hvad er der galt med folkeskolen?
Er det tidens trend, at folk vil betale en 700-800 kr ekstra om måneden for deres børns
skolegang, når det ellers er gratis i folkeskolen? Er det IN at sige: "Mine bøtn
går i friskole"? Jeg tror det ikke. Fakta er ganske enkelt, at elever i stigende
grad flyttes fra den kommunale skole over i fri- eller privatskoler, fordi den kommunale
skole er blevet for dårlig.
Det hjælper ikke at renovere skolerne uden at renovere lærerstanden i samme takt som
skolerne.
At sige dét til en lærer, takseres i samme klasse som racisme og grundlovsbrud, for
"vi i lærerstanden véd, hvad der er bedst for dine børn".
Man kan spørge sig selv, hvad meningen med 9-10 års skolegang er. Jeg mener, at skolens
fornemste opgave er at være med til at skabe nogle selvstændige unge, nogle unge, der
har lyst til at tage initiativ og har mod til at springe ud i den efterhånden noget
indviklede verden, vi tilbyder dem.
Alternativet kan være, at alt for mange kan komme i klemme i jobtræning, aktivering m.m.
Det kan vi ikke være bekendt over for vore børn og unge.
Desuden kan samfundet ikke holde til at tabe så mange til det offentlige system, som vi
gør nu. For hvem skal betale for velfærden i fremtiden? Det skal vore børn. Der er ikke
andre til det. Derfor er det bydende nødvendigt at se på skolen hér og nu.
Er der for mange elever i klasserne? Sparer vi os fattigere på den måde?
Har folkeskolen dårligere kår end andre skoler (lærermangel etc.)?
Er forældrene ikke kritiske nok over for deres børns skolegang?
Ét er sikkert: Den faneflugt, der sker nu, er en falliterklæring for folkeskolen."
Skrevet af Hans Fisker Jensen, kandidat for Dansk Folkeparti i Nørre Djurs, i
Dagbladet Djursland fredag d. 19. oktober
Red.: Skulle vi ikke lade dette provokerende indlæg være startskuddet til en
forhåbentlig spændende debat her på Nørre Djurs Net? Hvad enten du stiller op til
valget, eller du er vælger, så send en e-mail til redaktionen, og sig din mening
både om folkeskolen, og hvad du ellers finder væsentligt i kommunalpolitikken!
|