Artikler på Nørre Djurs Web
Beboerprotester stopper handicap-projekt for unge

Dårlig information fra amt og kommune til borgerne i den lille landsby Virring i Sønderhald Kommune er tilsyneladende grunden til, at et projekt om oprettelse af et midlertidigt bosted for to socialt handicappede unge har måtte opgives.

18oktHandicapstop400.jpg (36731 bytes)
I dette idylliske hus i Virring skulle to unge handicappede med hjerneskade bo i op til seks måneder, men dårlig forberedelse og planlægning gav naboklager. Foto: Jens Munk.

Århus Amt har definitivt droppet alle planer om at gøre brug af ejendommen Virringvej 17 til formålet. Lejemålet var ellers indgået allerede i august, og huset var blevet klargjort til indflytning.
En underskriftsindsamling og flere klager fra lokalområdet fik amtet til at drage den konklusion, at projektet ikke var velkomment i Virring.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra den ansvarlige i amtet, Niels Nyrup, der er faglig koordinator vedrørende opholdssteder for Børn og Unge-området.

Ikke særligt smart
Poul Nielsen (V) formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderhald Kommune, mener ikke, at kommunen kunne have handlet anderledes i sagen. Beboerne er blevet spurgt i en nabohøring, som det kræves i forbindelse med, at der skal udstedes en zonetilladelse.
Poul Nielsen finder, det havde været hensigtsmæssigt, hvis amtet i den indledende fase havde indkaldt borgerne i Virring til et orienterende møde, hvor man havde fortalt hvilken type unge mennesker, der skulle flytte ind i ejendommen Virringvej 17.
Amtets fremgangsmåde betegner Poul Nielsen som "ikke særlig smart".
Sagen har ikke været til politisk behandling i Sønderhald Kommune.

Kilde: DagBladetDjursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 18-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001