Artikler på Nørre Djurs Web
Unisex p-pille på vej

Nu skal også mænd til at huske p-pillen. Amerikanske forskere har fundet en mulighed for at gøre sædceller dovne og langsomme, så de ikke kan kæmpe sig vej til ægcellen, skriver Politiken torsdag.
Når en sædcelle skal befrugte en ægcelle, har den brug for masser af spjæt i halen for at nå frem til ægget og bore sig ind gennem skallen.
Nu har amerikanske forskere fra Howard Hughes Medical Institute og Harvard Medical School i Boston fundet et protein , CatSper, i halen på sædceller.
Proteinet er en såkaldt ion-kanal, der kan blokeres, og dermed gøre sædcellen mindre mobil. Sker det, vil sædcellen ikke nå frem til ægget. Og præventionen er fuldført.
Forskerholdet forsøger nu at finde en facon til at blokere for sædcellens aktiviteter. Når det er på plads, skulle det give mulighed for at udvikle en p-pille, der kan bruges både af mænd og kvinder.
Pillen vil, hvis den holder, hvad forskerne lover, kunne tages lige før samleje - eller måske lige efter.
Reproduktionsbiolog Claus Yding Andersen, Rigshospitalet, siger til avisen, at man med denne metode formentlig kan undgå bivirkninger. Han tvivler dog lidt på pillens evne til mænd.
"Man skal betænke, at en enkelt sædudladning i gennemsnit indeholder ca. 280 millioner sædceller, som alle skal have inaktiveret deres hale, for at virkningen skal stå igennem," siger han til avisen.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 18-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001