Artikler på Nørre Djurs Web
Miltbrand registreret i brev i Kenya

Kenyas sundhedsminister meddelte torsdag, at miltbrandbakterier er blevet konstateret i et brev sendt til en kenyaner, hvis navn ikke blev opgivet.
Det vil i givet fald være første gang siden terrorangrebet 11. september, at miltbrand konstateres udenfor USA.
USA's ambassade i Kenya blev i 1998 sammen med ambassaden i Tanzania udsat for et voldsomt terrorangreb, som Osama bin Laden og hans netværk, al-Qaeda, menes at stå bag.
Oplysningen om, at der er konstateret miltbrand i et brev, falder sammen med, at der torsdag i New York afsiges strafudmåling i sagen mod fire mænd, en saudiaraber, en jordaner, en libanesisk-amerikaner og en tanzanier, der alle er kendt skyldige i medvirken i bombeattentaterne mod de to ambassader i Øst-afrika, hvor 224 mennesker døde heraf 12 amerikanere.
Den kenyanske sundhedsminister, Sam Ongeri, sagde, at brevet med miltbrandbakterien var sendt til en kenyansk forretningsmand i byen Nyeri 120 kilomter nord for hovedstaden Nairobi.
Sundhedsministeren oplyser, at et ud af tre mistænkelige breve blev testet positiv ved de foreløbige undersøgelser. Det pågældende brev var blevet sendt fra Atlanta, USA, og havde i postgangen passeret Miami.
De to øvrige mistænkelige breve blev fortsat testet torsdag - heraf et, der onsdag var blevet afleveret til FN's repræsentation i Nairobi.

Kilde: Ritzau/CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 18-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001