Artikler på Nørre Djurs Web
Taliban med i fremtidig regering

Pakistan og USA er blevet enige om, at alle skal kunne deltage i en fremtidig afgansk regering, også medlemmer af taliban-militsen. Det siger den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, og den pakistanske præsident, Pervez Musharraf efter et møde i dag.

16oktRegering400.jpg (36486 bytes)
Flertallet af pakistanere står stadig bag støtten til USA's angreb, siger Pakistans general, Pervez Musharraf.

- Den tidligere kong Zahir Shah, politiske ledere, moderate talibanere, medlemmer af Den Nordlige Alliance, ældre stammeledere, afghanere, der bor udenfor landet. Alle kan spille en rolle i denne regering, siger Musharraf.
USA's udenrigsminister anerkender dermed, at der også inden for Taliban findes moderate kræfter.
- Begrebet Taliban står for det nuværende regime, men det er også en gruppe af individer eller et folk. Hvis man kommer af med regimet, vil der stadig være mennesker, som med deres fornuft og følelser og overbevisninger er vigtige, og som er villige til at deltage i udviklingen af et nyt Afghanistan, siger Colin Powell.
Colin Powell siger også, at en fremtidig afghansk regering skal være venligtsindet overfor alle naboer, heriblandt Pakistan.

Musharraf vil have korte bombardementer
Musharraf understreger endnu en gang, at Pakistan mener, at de amerikanske bombardementer af strategiske og militære mål i Afganistan skal være korte og målrettede. Men USA vil ikke udstede nogen garanti for kortvarige bombardementer, og Musharraf accepterer da også, at der ikke er sat dato på en afslutning af angrebene.
Powell er på rundrejse til Indien og Pakistan i et forsøg på at få de to ærkefjender og atommagter til at lægge låg på deres stridigheder om Kashmir-området. USA frygter, at en opblussen af konflikten kan true den internationale antiterror-koalition.

Kilde:Ritzau/CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 16-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001