BOKSNING: Brian Nielsen tabte lørdag aften
sværvægtsbraget i Parken i København til Mike Tyson, da han foran op mod 21.000
tilskuere gav op ved starten af syvende omgang.

I tredje omgang blev kampens videre forløb afgjort, da Tyson ramte Super-Brian
særdeles hårdt.
Som forudset af de danske bokseeksperter gav Brian Nielsen dog
ikke give op uden videre, og i starten af opgøret på hjemmebane forsvarede han sig
udmærket mod Iron Mikes hårde slag. Amerikaneren ramte både først og mest, men Brian
Nielsens mod så ikke ud til at svigte ham.
Indtil tredje omgang, da han røg i gulvet efter en serie på fem-seks
højre-venstre-hooks fra Mike Tyson. Selv om danskeren kom på benene igen, var han
rystet, primært i femte omgang. Og det største bokseeventyr på dansk jord nogensinde
endte med, at Super-Brian sad mørbanket i sit ringhjørne mellem sjette og syvende omgang
og blev tvunget til at opgive pga. en flænge på venstre øjebryn, der blødte for meget.
Teknisk knockout
"Jeg kunne simpelthen ikke se noget til sidst. Hver gang han ramte mig i panden,
flimrede det for mine øjne, og jeg måtte træde lidt tilbage," sagde en tydeligt
skuffet Brian Nielsen efterfølgende til Radiosporten.
Ifølge kampleder Steve Smoker var det Brian Nielsens egen beslutning at stoppe, hvilket
danskeren dog i første omgang ikke var enig i, men efter at have omfavnet den tidligere
verdensmester i ringen, accepterede Brian Nielsen beslutningen om teknisk knockout. Efter
18 minutter var boksebraget var slut.
"Jeg er meget ked af det her. Jeg håber ikke, at jeg har skuffet jer," sagde
Brian Nielsen til publikum, da han efter kampen greb mikrofonen i Parken.
Tyson overrasket
Korsør-bokseren, der dog tjener seks mio. kr. på nederlaget, har hidtil kun oplevet ét
nederlag i den ni år lange profkarrieres 63 kampe. Mike Tyson, der tjener op mod 80 mio.
kr. på sejren, ser nu frem til at møde vinderen af opgøret mellem Hasim Rahman og
Lennox Lewis, men den berygtede bokser kaldte Brian Nielsen for en sej fyr.
"Brian tog nogle tunge slag i dag. Jeg havde ingen ide om, at han var så hård. Den
her fyr kan slås," sagde Mike Tyson på det efterfølgende pressemøde og fortsatte:
"Da vi nåede femte omgang, tænkte jeg, at den her fyr er kommet for at fighte. Jeg
følte mig lidt rusten, fordi jeg ikke har været i ringen så længe."
Det store spørgsmål nu er, om danskeren vil fortsætte sin karriere. I første omgang
flytter han og kæresten til Spanien.
Brian: Jeg stopper ikke
Brian Nielsen tænkte tre sekunder over spørgsmålet. Var det hans sidste kamp?
"Nej. Så længe gnisten er der, vil jeg ikke stoppe med at bokse. Jeg er sikker på,
at jeg kan gøre det meget bedre. Med sådan en opbakning her vil jeg nødigt skuffe
nogen," sagde Brian Nielsen efter nederlaget på teknisk knockout til Mike Tyson
lørdag aften i Parken i København.
Venstre øjenbryn var flækket, og det højre var også medtaget. Men humøret var stadig
i top.
"Jeg er overrasket over, at han ikke slog hårdere. Han kan ikke slå mig ud. Han
ramte mig lige på nogle gange, og nikkede mig også et par skaller. Min skade over øjet
var en ren skalle. Men jeg ramte også ham et par gange med mit venstresving," lød
det fra Brian Nielsen.
Han benægtede, at han efter sjette omgang skulle være tømt for luft.
"Jeg var ikke flad. Slet ikke. Men hver gang jeg blev ramt på hovedet, så flimrede
det for mine øjne i ti sekunder. Lægen sagde, at det var en nerve i øjet, som sad i
klemme."
Får måske VM-kamp
Selv om Brian Nielsen lørdag i Parken tabte på teknisk knockout til Mike Tyson, kan
nederlaget vise sig at være mere værd end alle hans sejre. Ifølge Ekstra Bladet har
manager Mogens Palle nemlig efterfølgende fået mange internationale henvendelser, og han
vil ikke afvise, at den danske sværvægtsbokser nu kan få en VM-kamp - evt. mod vinderen
af VM-kampen mellem John Ruiz og Evander Holyfield 17. november.
"Den tid, hvor Brian Nielsen bokser almindelige kampe, er forbi. Hvis han virkelig
har lysten og motivationen til at bokse videre, skal han kun have kampe på et højt
niveau; EM- eller VM-kampe," siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
Kilde: Reuters
|