Trods miltbrand-anfald i USA og en snigende frygt for
biologisk terrorisme i den vestlige verden har Danmark ikke i øjeblikket behov for et
topsikret super-laboratorium til at diagnosticere ekstremt farlige sygdomme som kopper
eller ebola, siger sundhedsminister Arne Rolighed (S) til Berlingske Søndag.
Det var ellers med i regeringens overvejelser omkring et forøget terrorberedskab at
bevilge op til 50 mio. kr. til bygning af et såkaldt klasse 4 laboratorium.
"Danmark har indgået en aftale med et klasse 4-laboratorium i London, som har lovet
lynhurtigt at hjælpe os med at diagnosticere livsfarlige sygdomme, hvis det usandsynlige
skulle ske. Desuden venter jeg, at vi i næste måned får en tilsvarende aftale med et
helt nyetableret klasse 4-laboratorium i Stockholm. Det er tilstrækkeligt i den aktuelle
situation," siger ministeren.
Sundhedsministeren vil dog ikke udelukke, at det kan komme på tale på længere sigt. Det
tager Sundhedsministeriet først endelig stilling til i slutningen af denne måned,
oplyser han til Ritzau.
Direktøren for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, der for nylig bragte
behovet for et superlaboratorium på banen, er i princippet enig med sundhedsministeren:
"Hvis vi på nogen måde kan undgå det, så skal vi ikke have et klasse
4-laboratorium på dansk grund. Det er meget dyrt at drive, og sikkerheden skal være
utrolig høj. Desuden har vi meget lidt at bruge et sådant laboratorium til i
øjeblikket," siger han til Berlingske Tidende.
Kilde: Reuters
|