Artikler på Nørre Djurs Web
Powell på vanskelig mission til Pakistan

Pakistanske islamiske partier har opfordret til generalstrejke mandag, når USA's udenrigsminister, Colin Powell, kommer til Islamabad for at mødes med præsident general Pervez Musharraf, der er under øget pres for at droppe støtten til det amerikansk-britiske gengældelsesangreb mod Afghanistan.

15oktISlamabad400.jpg (36514 bytes)
Pakistanere i Islamabad kræver USA's præsident Bush fængslet.

Pakistans præsident råder i et interview med USA Today og CBS amerikanerne til først og fremmest at gå efter Taleban-styrets leder, mullah Mohammed Omar, fremfor den terrormistænkte saudiske milliardær Osama bin Laden.
"Få fat i mullah Omar og Osama vil ikke være i stand til at handle. Han vil være sat af," siger generalen.

To politifolk dræbt
Pakistan har den seneste uge været hærget af omfattende uroligheder, og tidligt mandag blev to pakistanske politifolk skudt, mens de holdt vagt foran en moske i Karachi. Søndag mistede en pakistaner livet i sammestød med politiet i Jacobabad. Mandag var både hæren, politiet og paramilitære styrker sat i højeste beredskab over hele landet for at hindre nye uroligheder.
"Colin Powell kommer til Pakistan på dette kritiske tidspunkt for at strø salt i muslimernes sår. Vores nation vil ikke tolerere hans uhellige skrifdt på Pakistans jord," hed det i en erklæring fra 11 islamiske grupper, deriblandt det store parti Jamaat-e-Islami, der opfordrede til generalstreje.
"Folk bør lukke deres firmaer, markeder og butikker for at bevise, at muslimerne holder med de undertrykte muslimer i Afghanistan i stedet for marionetregeringen i Pakistan og ikke acceptere amerikanske løsninger i regionen," skrev de islamiske grupper.

Også til Indien
Powell skal bl.a. drøfte sammensætningen af en kommende regering i Afghanistan med Musharraf. Den amerikanske viceudenrigsminister Richard Armitage understregede dog søndag, at USA ikke vil fortælle afghanerne, hvilken regering de skal vælge, når Taleban-styret er væltet.
Efter besøget i Islamabad tager Powell videre til Pakistans ærkefjende Indien, bl.a. for at sætte skub i de fastslåste forhandlinger om den omstridte Kashmir-delstat. Ifølge Armitage vil udenrigsministeren prøve at udnytte den nuværende fokus på terror-bekæmpelsen til at få Indien og Pakistan til at nærme sig hinanden.

Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 15-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001