Amerikanske kampfly bombede tidligt mandag atter den
afghanske hovedstad Kabul, hvor den arabiske tv-station al-Jazeera rapporterer om
eksplosioner nær et hotel. Ifølge ubekræftede Taleban-oplysninger skal 12 civile være
blevet dræbt og 32 kvæstet i Bagdus-provinsen.

Afghanistans hovedstad Kabul blev mandag ramt af en ny bomberegn.
De nye angreb kommer, efter at USA's præsident, George W. Bush,
sent søndag afviste et nyt tilbud fra Taleban-styret om at udlevere den terrormistænkte
saudier Osama bin Laden til et neutralt land.
Også Jalalabad i det østlige Afghanistan blev angrebet, og her blev der meldt om tre
voldsomme eksplosioner. Fra Kabul var der mandag rapporter om, at Talebans antiluftskyts
ikke kunne ramme de høft flyvende kampfly. Ifølge BBC er Kabuls telefoncentral - den
sidste mulighed for kontakt til omverdenen - blevet ødelagt. Sent søndag var
Taleban-højborgen Kandahar blevet angrebet med de laserstyrede, kraftfulde GBU-28-bomber,
der er designet til at ramme underjordiske kommandocentraler.
Bin Laden stadig i live
USA har dog stadig ikke fået ram på bin Laden eller Taleban-styrets øverste leder,
mullah Mohammad Omar. De er begge i live og har det godt, siger Talebans viceambassadør i
Pakistan, Sohail Shaheen, til Reuters.
Samtidig afviser han rapporter om, at Talebans udenrigsminister Maulawi Wakil skal have
forladt Afghanistan og være taget til Islamabad. "Jeg har talt med
udenrigsministeriet i Kabul, og de siger, Muttawakil stadig er i byen, og alle andre
forlydender er dermed afvist," sagde Shaheen.
De Forede Arabiske Emiraters nyhedsbureau WAM havde ellers skrevet, at Muttawakil skal
have forladt Kabul og skabt de første revner i Afghanistans hårdføre islamiske
regering.
Bush står fast
De amerikansk-britiske angreb på Taleban-styrets militærinstallationer og træningslejre
for Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk fortsætter nu på anden uge, og ifølge styret
skal i alt 300 civile nu have mistet livet. Præsident Bush afviste sent søndag Taleban:
"Da jeg sagde, der er intet at forhandle om, mente jeg, der er intet at forhandle om.
Han ved, han er skyldig, så udlevér ham."
Han understregede endnu engang, at Taleban betingelsesløst skal udlevere bin Laden, der
anses for at være hjernen bag terrorangrebet mod USA den 11. september. Angrebene vil
først blive stoppet, når det afghanske styre opfylder de amerikanske betingelser,
fastslog Bush.
Talebans vicepremierminister Hadsji Abdul Kabir havde søndag på et pressemøde i
Jalalabad meddelt, at Taleban er villig til at udlevere bin Laden til et neutralt
tredjeland, hvis der fremlægges klokkeklare beviser for den saudiske milliardærs skyld
og luftbombardementerne stoppes. Kabir sagde, at bin Laden kun ville blive udleveret til
et land, der aldrig ville kunne udsættes for pres fra USA's side.
Talebans tilbud kom samtidig med, at militsens efterretningschef, Qari Ahmadullah, ifølge
det afghanske nyhedsbureau AIP havde henvendt sig til oppositionsstyrkerne i Den Nordlige
Alliance og forsikret, at overløbere ikke vil blive retsforfulgt.
Kilde: Reuters/CNN
|