Chr. Bundgård fra Knebel er amtsrådskandidat for
partiet Demokratisk Fornyelse, og han giver i samme avis sit bud på, hvordan fremtiden
skal gribes an i det stærkt omdiskuterede Kolindsund:
"Kornbønderne i Kolindsund siger, de frygter langsom drukning, medmindre de kan få
lovliggjort en fortsættelse af deres hidtidige overtrædelse af miljøkravene til
kanalerne.
I øjeblikket pumper man under stort energiforbrug to-tre gange mere vand, end der burde
være nødvendigt. John Secher Eriksen fra Pumpelaget indrømmede 2/9 på et møde med
Naturfredningsforeningen, at dæmningerne er utætte, og at der siver meget vand tilbage
til sundet. Men laget gør selv deres bedste for at gøre dæmningerne utætte som en si.
Store maskiner rykker buske og træer op med rode. Dermed svækker man dæmningerne og
fjerner samtidig den skygge, der naturligt kan begrænse grødetilvæksten.
Man kan diskutere, hvor vigtigt det er at opretholde så stor en kornproduktion i Sundet
p.g.a. EU`s hektarstøtte og skatteydertilskud til vandpumpningen. Den uhæmmede
udnyttelse truer en række naturværdier. Gyde- og opvækstområder for laks og
havørreder. Et turistområde, der tiltrækker både natur-, fiske- og fugleinteresserede.
Forurening fra kanalerne vil true fiskebestanden i de kystnære farvande ud for Grenå.
Kommunernes store investeringer i kloakering, rensning og afskærende ledninger, der skal
føres helt til Grenå (og dermed faktisk fjernet noget vand fra Sundet), kan blive
spildt.
Historien er ved at gentage sig selv. I sin tid overtrådte de store forurenende
virksomheder i Grenå miljøkravene og forurenede groft vand og luft. Kommunen så igennem
fingre, og amtet var utroligt eftergivende. Efterfølgende fik virksomhederne en del af
forsyndelserne lovliggjort. Først årelang kamp fik forholdene i orden. Nu ser historien
ud til at gentage sig i Kolindsund. Med storlandbruget i hovedrollen. Som sidst er Venstre
med Lotte Horneman i spidsen beskytteren."
Skrevet af Demokratisk Fornyelse`s amtsrådskandidat, Chr. Bundgård fra Knebel, i
Dagbladet Djursland fredag d. 12. oktober
|