Der er tradition for, at alle landets skolebørn slutter
af lige før efterårsferien med at gå og løbe en længere distance, og det gælder
naturligvis også skolerne i Nørre Djurs.
Vores fotograf mødte imidlertid et hold cyklende elever fra Ørum Skole, og det undrede
vi os lidt over på redaktionen, men en opringning til skolen gjorde det klart, at det var
rigtigt nok. Om det også gælder de andre skoler, ved vi ikke, men i alt fald havde Ørum
Skoles elever fra 4. klasse og opefter fået valget mellem at løbe 10 km eller cykle en
rundstrækning på 16 km. De mindre børn gik en 5 km lang strækning over Kni og Ørbæk,
så det var vist nogle trætte børn, lærerne derefter kunne sende på efterårsferie.
Alle gik til opgaven med liv og sjæl, og heldigvis var der ikke det mindste uheld
undervejs.
|