Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk sagde natten til
onsdag dansk tid, at angrebene på USA med kaprede fly vil fortsætte og at denne kamp
ikke vil ende, før amerikanerne trække sig ud af de muslimske lande.

En talsmand fra Al-Qaeda organisationen, Sleiman Abou-Gheith, truede på TV-kanalen
Al-Jazeera med nye terrorangreb mod USA.
I en erklæring viderebragt af fjernsynsstationen al-Jazeera i
golfstaten Qatar siger en talsmand for al-Qaeda, Sulaiman Abu Ghaith, at netværket tror
på "terrorisme mod undertrykkere".
En repræsentant for al-Jazeera siger, at man tirsdag i den afghanske hovedstad, Kabul,
fik overdraget en videooptagelse af Abu Ghaiths erklæring.
Abu Ghaith, der optrådte side om side med bin Laden på en anden videooptagelse
offentliggjort via al-Jazeera forrige søndag, er eftersøgt i sit hjemland, Kuwait, hvor
han virkede som præst.
- Amerikanerne skal vide, at stormen med fly ikke vil stoppe, siger Abu Ghaith i
erklæringen med henvisning til de kaprede passagerfly, der sidste måned blev brugt til
selvmordsattentater i New York og Washington.
I en videre henvisning til de, der gennemførte terrorangrebene 11. september, siger Abu
Ghaith, at de "gjorde rigtigt i at bringe kampen til hjertet af Amerika" og at
USA bør vide, at det ikke er slut med sådanne angreb.
I erklæringen erkender talsmanden ikke nogen al-Qaeda-involvering i angrebene på World
Trade Center og Pentagon, men gentager den lovprisning af attentatmændene, som bin Laden
udtrykte i videooptagelsen fra forrige søndag.
USA's præsident, George W. Bush, har udpeget bin Laden som den hovedmistænkte i
forbindelse med angrebene 11. september og har indledt militære angreb på Afghanistan og
landets Taliban-styre, som led i kampen mod den internationale terrorisme.
- Korstoget, som Bush har lovet, er indledt, siger Abu Ghaith, og påpeger, at angrebene
på Afghanistan blot har åbnet et nyt kapitel af krigen mellem USA og al-Qaeda:
- Den muslimske nation vil ikke tie efter i dag, efter det der er sket på dets jord.
Hellig krig for at nå Guds mål er i dag en forpligtigelse for enhver muslim på jorden,
siger han.
Abu Ghaith lægger op til, at muslimer skal slå til mod amerikanske mål verden over:
"Amerikanske interesser er spredt overalt i verden. Enhver muslim bør spille sin
fulde rolle".
Al-Qaeda-talsmanden appellerer i erklæringen til arabisk afstandtagen til, hvad mange
betragter som Washingtons ukritiske støtte til Israel over for palæstinenserne, omkring
11 års FN-sanktioner mod Irak og stationeringen af amerikanske styrker i Saudi-Arabien.
- Amerika skal vide, at denne kamp ikke vil forlade dets land, før amerikanerne forlader
vort land eller før de holder op med at støtte jøderne og ophæver de retfærdige
sanktioner mod Irak, siger Abu Ghaith.
- I den muslimske nation er der tusinder af unge, der er lige så opsatte på at dø, som
amerikanerne er opsatte på at leve, påpeger han.
Kilde: Ritzau/Reuters
|