Artikler på Nørre Djurs Web
Amerikanske tropper snart ind i Afghanistan

USA's præsident, George W. Bush, orienterede natten til onsdag USA's Kongres, at han agter at sende amerikanske soldater ind i Afghanistan.
Amerikanske krigsfly gennemførte onsdag efter solopgang nye angreb på Kandahar i det sydlige Afghanistan. Angrebene blev besvaret med kraftig beskydning fra antiluftskytskanoner. Mål nær byerne Herat og Jalalabad blev også angrebet.

Den-Nordlige-Alliance-400.jpg (17378 bytes)
Soldater fra Den Nordlige Alliance kører gennem en by nær grænsen til Tadsjikistan tirsdag. AP.

Afghanistans regerende Taleban-milits hævdede onsdag formiddag, at dusinvis af civile er blevet dræbt under de seneste angreb på Afghanistan. Reuters skriver, at der i følge Taleban-bevægelsen er adskillige mennesker dræbt, efter et missil slog ned i Afghanistans hovedstad, Kabul.
"Denne militæraktion er et led i vores kampagne mod terrorisme og skal standse brugen af Afghanistan som base for terroristernes operationer. Men som jeg har sagt tidligere, er det sandsynligt, at vor kamp mod terrorisme bliver langvarig. Jeg vil derfor gennemføre, hvad der er nødvendigt at gøre i selvforsvar for at kunne beskytte amerikanske borgere og interesser," skrev Bush i sit brev til Kongressen.
Luftangrebene mod talebanernes infrastruktur og militære installationer har til formål at få styret i Kabul til at opgive støtten til Osama bin Laden, der af den amerikanske regering er blevet udpeget som hovedmanden bag terrorangrebene på USA 11. september.

Bin Laden fri til at bevæge sig rundt
Men onsdag morgen meddelte en Taleban-talsmand, at magthaverne i Kabul har givet bin Laden helt frie hænder til at føre krig mod USA.
"Med starten af de amerikanske angreb er restriktionerne ikke længere i kraft," sagde talsmanden, Abdul Hai Mutmaen, til den britiske statsradio BBC. Han bekræftede, at amerikanske krigsfly onsdag morgen havde gennemført angreb på Taleban-højborgen Kandahar, men at hverken Taleban-ledelsen eller bin Laden havde lidt overlast.
Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde tirsdag aften, at 85 procent af de udpegede mål i Afghanistan var blevet ødelagt.

Kilde: CNN/Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 10-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001