Artikler på Nørre Djurs Web
SiD bakker op om Willy Strube

Bestyrelsen for SiD's Industrigruppe tager afstand fra de beskyldninger om ulovlige pengeoverførsler, som TV-Avisen mandag rettede mod industriformand Willy Strube.
Willy Strube, der i en årrække har været en af de absolutte topfigurer i SiD, har ifølge TV-Avisen bl.a. fået overført 90.000 kroner fra en af SiD's samarbejdspartnere I-services til sin private konto.
I en pressemeddelelse oplyser en enig gruppebestyrelse, at Willy Strube på et møde tirsdag har givet en fyldestgørende redegørelse, som tilbageviser beskyldningerne. "Det er på den baggrund, en enig gruppebestyrelse bakker op om gruppeformanden," hedder det i meddelelsen fra SiD's Industrigruppe.
Bestyrelsen udtrykker samtidig tillid til den tilbundsgående undersøgelse, som SID's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, har sat i gang. Undersøgelsen skal også afdække, hvorfor I-services har betalt næsten 9000 kroner for reparation af gruppeformandens bil og leveret 470 flasker vin til en værdi af 15.000 kroner direkte til Willy Strube på hans kontor i SiD.

Kilde: Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 09-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001