De 118 omkomne ved SAS-flyulykken mandag morgen vil blive
mindet ved en højtidelighed i en kirke i Milano. SAS arbejder på, at
mindehøjtideligheden kan gennemføres fredag eller lørdag.
Det oplyste administrerende SAS-direktør, Jørgen Lindegaard, på et pressemøde i Milano
tirsdag middag.

Vraget af det svenske fly i Linate-lufthavn i Milano.
Ofrene for flyulykken blev dog allerede mindet tirsdag, da
SAS-koncernen klokken 13.00 valgte at holde et minuts stilhed, oplyste den overordnede
personalechef hos SAS, koncerndirektør Bernhard Rikardsen.
Stilheden blive holdt i hele SAS - også i luftfartsselskabets fly. Det blev besluttet på
grund af den tragiske ulykke, hvor 104 SAS-passagerer og seks besætningsmedlemmer mistede
livet.
"Vi ønsker at udtrykke vores dybtfølte sorg og at vise respekt for de afdøde
passagerer og kolleger. Vores tanker og bønner går til de efterladte," skriver SAS
i en pressemeddelelse.
SAS-direktør vil stadig bruge Linate
På pressemødet i Milano tirsdag fastslog SAS-direktøren, at SAS ingen grund har til at
tro, at det ikke er sikkert at bruge Linate Lufthavnen i Milano, selv om radarsystemet på
jorden ikke fungerer.
Netop det defekte radarsystem er under mistanke for at have en stor del af skylden for
ulykken, men Jørgen Lindegaard ønsker ikke at kommentere de tekniske forhold, før de
italienske myndigheder har undersøgt ulykken til bunds.
Kilde: Reuters
|