Siden terror-angrebene i USA har der været lidt flere
anmeldelser end sædvanligt om hærværk og chikane rettet mod folk med udenlandsk
baggrund.
Det oplyser chefen for Politiets Efterretningstjeneste, vicerigspolitichef Birgitte
Stampe. Samtidig har mange mennesker givet tip til politiet om bl.a. mistænkelige
personer.
"Der er en let forhøjelse i antallet af anmeldelser om hærværk og chikanerier i
forhold til, hvad vi plejer at se," siger vicerigspolitichef Birgitte Stampe.
Indberetningerne til PET kommer fra politikredse rundt om i landet. De har pligt til at
indberette hændelser med muligt fremmedfjendsk motiv. Men tallene er ikke alarmerende
høje, mener Birgitte Stampe.
Om situationen efter USA's bombeangreb på mål i Afghanistan siger hun:
"Det overordnede indtryk er, at der er roligt i Danmark. Vi er ikke bekendt med
konkrete trusler mod Danmark eller mod andre landes interesser i Danmark."
Kilde: Ritzau
|