Artikler på Nørre Djurs Web
Taleban: Osama bin Laden er i live

Den terrormistænkte saudiske milliardær Osama bin Laden og hans nærmeste medarbejdere er stadig i live og opholder sig fortsat i Afghanistan, efter at USA tirsdag fortsatte sine luftangreb. Det oplyste Taleban-styrets ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salam Zaeef, på et pressemøde i Islamabad.

Taleban-ambassadoer.jpg (17188 bytes)
Talebans ambassadør i Pakistan, mullah Zaeef, siger, at flere civile er blevet dræbt.

"De er i live og fortsat i Afghanistan," sagde Zaeef, der tilføjede, at alle ledende Taleban-folk havde det godt. Han bekræftede også, at Talebans øverste leder, mullah Mohammed Omar, var i sikkerhed, og at han netop havde talt i telefon med Omar, hvis tidligere hjem i Kandahar skal være blevet ødelagt.

Flere civile ofre
Ambassadøren sagde, at et større antal civile er blevet dræbt i angrebene, selv om FN tidligere tirsdag hævdede, at der ikke var nogen uafhængige bekræftelser på civile ofre, foruden fire lokale FN-minerydningsarbejdere, der var blevet dræbt nær Kabul.
"I terrorismens navn vil Washington i et hasarderet spil først jage Afghanistans islamiske regering og siden enhver troende muslim," sagde Zaeef ifølge nyhedsbureauet AP.
Ifølge ambassadøren var adskillige civile hjem blevet ødelagt af bombeangrebene på Kabul, Kandahar og Jalalabad.
Zaeef fastholdt efter pressemødet over for CNN, at Taleban ikke vil udlevere bin Laden, som USA anser som bagmand for terrorangrebet mod USA 11. september. "Vi har bedt USA om klokkeklare beviser, i stedet sende Amerika kampfly, bomber og missiler," sagde ambassadøren.

Kilde: CNN/Reuters/AP

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 09-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001