Artikler på Nørre Djurs Web
Rædselsnat for indbyggerne i Kabul

Rædselsslagne indbyggere i den afghanske hovedstad, Kabul, begyndte mandag at dukke frem fra deres hjem mandag efter de amerikansk-ledede straffeangreb på Taliban-mål i Afghanistan.
Som morgenen gryede og udgangsforbuddet blev hævet var det endnu for tidligt at bedømme omfanget af skader og dræbte efter mindst tre bølger af luftangreb. Men øjenvidner rapporterede om dødsfald i Kabul, selv om det var uklart om der var tale om civile eller soldater.
- Folk har set flere lig i kølvandet på angrebene. Der var flere dødsfald, siger øjenvidner til det britiske nyhedsbureau Reuters.
Taliban-embedsfolk siger, at den terrormistænkte Osama bin Laden slap uskadt fra angrebene sent søndag og tidligt mandag. Det samme gjorde angiveligt Talibans leder, mullah Mohammad Omar.
- Tak Gud for det, siger Talibans ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salam Zaeef.
Øjenvidner siger, at de første angribende fly brølede hen over Kabul klokken 21.20 lokal tid søndag efter det natlige udgangsforbud var trådt i kraft. Himmelen blev lyst op af bomber eller raketter, der blev affyret mod mål i hovedstaden og ved lufthavnen.
Mens mindst to nye angrebsbølger fulgte de næste timer besvarede Taliban-styrker i Kabul - en by, der i forvejen er sønderbombet efter to årtiers krig - angrebet med antiluftskyts. Uden at dette syntes at have nogen virkning.
Øjenvidner så kampfly flyve over Quetta i det vestlige Pakistan, og dermed gøre brug af regeringen i Islamabads løfte om, at den amerikansk-ledede koalition kan benytte pakistansk luftrum.
Det var ikke umiddelbart muligt at danne sig et indtryk af, hvor store skader der er sket i Kabul og andre afghanske byer, fordi udgangsforbuddet bliver strengt håndhævet. Men indbyggere i Kabul taler om en rædselsnat.
- Kun Gud ved, hvad der er sket, sagde en indbygger mandag morgen.
- Jeg rejser. Jeg vil hellere sove under åben himmel end at tilbringe endnu en nat i byen.
Elektriciteten forsvandt så godt som straks efter angrebets start. Men det er uklart om dette skyldtes, at elektricitetsværker var blevet ramt eller om strømmen blev afbrudt af talibanerne af sikkerhedsmæssige grunde.
90 minutter efter angrebets start var elektriciteten atter tilbage. Talibanernes radiostation Shariats Stemme har været stille siden angrebets start.
Minutter efter angrebet mod Kabul blev indledt, begyndte et andet mod Taliban-højborgen Kandahar, der er hovedkvarter for mullah Omar. Indbyggere rapporterer om masseflugt fra byen.
Næste mål var Jalalabad i det østlige Afghanistan og de militstræningslejre, der ligger omkring byen. Det rapporteres også, at Herat i den vestlige del af landet samt Mazar-i-Sharif i nord kom under angreb.
USA's præsident, George W. Bush, betegnede angrebene som "nøje planlagte aktioner", der havde til formål at "forhindre brugen af Afghanistan som en terroristbase og angribe Taliban-regimets militære formåen".
Den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde, at angrebene involverede B-2 bombefly, afsendt fra USA, og 50 Tomahawk-krydserraketter affyret fra fly og skibe.
Selv om angrebet var længe ventet, blev indbyggerne i Afghanistans krigshærgede hovedstad alligevel taget på sengen.
- Man kunne høre fly, derefter hørte jeg antiluftskyts, siger en af indbyggerne.
- Så hørte jeg kraftige eksplosioner, måske fire eller fem.
En anden bølge af endnu kraftigere eksplosioner rystede byen mindre end fem timer senere, og en tredje bølge afstedkom yderligere antiluftbeskydning, der oplyste himmelen.
Øjenvidner siger, at mennesker strømmede ud i gaderne efter at det første angreb var overstået. Taliban-soldater affyrede rifler og maskingeværer i luften inden de igen beordrede folk indendøre.
En kraftig eksplosion hørtes ved forsvarsministeriet, syd for præsidentpaladset. En kraftig røgsøjle kunne ses i nærheden af lufthavnen, og beboere i området begyndte at flygte uden hensyn til udgangsforbuddet.
- Folk forsøger at løbe deres vej, sagde en indbygger til Reuters.
- De er meget skræmte. De er meget bange.

Kilde: Ritzau/Reuters

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 08-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001