Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om erhvervsparken

Vi har fundet endnu et indlæg i avisen, udover det, vi bragte forleden, hvor endnu en politiker slutter sig til koret af lovprisningen af den planlagte nye erhvervspark ved Tirstrup Lufthavn. I dag, mandag d. 8. oktober, skriver Lise Ebdrup fra Rønde følgende:

"En erhvervspark ved Aarhus Lufhavn midt på Djursland er et ambitiøst, men også et godt projekt. Det er ganske enkelt et sådant tiltag, der skal til for at løfte hele regionen, derfor kan vi kun hilse dette erhvervsprojekt velkomment! Et erhvervsliv i fremdrift er jo den bedste garanti for velfærden i vort samfund.
Og skal en erhvervspark have en optimal beliggenhed, så den kan fungere som et centralt kraftcenter, der kan løfte udviklingen, er hele området ved lufhavnen særdeles velegnet.
Lufthavnen er en ressource, og det er i den forbindelse urealistisk, at der nogen sinde ville blive givet byggetilladelse til en anden og ny storlufthavn i det midtjyske.

Vi har en lufthavn, og den ligger godt!
Erhvervspark-projektet vil altså kunne bruges som løftestang for hele Djurslands-regionen, og det er ganske enkelt et hårdt tiltrængt "lokomotiv" for erhvervslivet. Ja, i det hele taget kan erhvervsparken blive et godt trumfkort i udviklingen.
For det vil uden tvivl give optimisme og øget beskæftigelse. Og samlet set vil det ud fra et erhvervspolitisk synspunkt give virksomhederne – såvel bestående som nye – på Djursland et bedre grundlag med mulighed for udvikling. Ligesom det også giver de mange uddannelsesinstitutioner nye muligheder.
Der er således mange gode grunde til, at der bør arbejdes helhjertet for at opføre en erhvervspark ved lufthavnen."

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 08-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001