Artikler på Nørre Djurs Web
Pia Kjærsgaard isoleret i udlændingepolitikken

Dansk Folkeparti er isoleret i dansk udlændingepolitik. Under Folketingets åbningsdebat i går tog alle partier afstand fra partiets bastante angreb på Islam.
Debatten kulminerede ved midnatstid, da Venstres formand Anders Fogh Rasmussen tog afstand fra Pia Kjærsgaards skingre tone i debatten og fra, at hun har erklæret en form for religionskrig mod Islam.

Pia-Kjaersgaard.jpg (17873 bytes)
Pia Kjærsgaard: Jeg har ikke tænkt mig at holde bøtte.

- Men i virkeligheden er det værre, når Pia Kjærsgaard taler om, at der kun er en civilisation - nemlig vores. Det er fundamentalisme fuldstændig på linje med den muslimske, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Pia Kjærsgaard beklagede den hårde tone i debatten.
- Men jeg har ikke tænkt mig at holde bøtte, sagde hun.
Debatten sluttede med, at alle partier på nær Dansk Folkeparti stemte for en udtalelse, der tager afstand fra at udpege bestemte befolkningsgrupper eller religioner som ansvarlige for terroren.
Ifølge ekspert i forfatningsret, professor Henning Koch fra Københavns Universitet trådte Pia Kjærsgaard på grundloven under åbningsdebatten i Folketinget.
- Hun sagde blandt andet, at "Islam med de tendenser, vi har set - de fundamentalistiske tendenser - bør bekæmpes i allerhøjeste grad", og det er det samme som at sige, at hun ikke ønsker religionsfrihed i Danmark, siger Henning Koch.
Men det er kun vælgerne, der kan straffe det, tilføjer han.

Kilde:Ritzau/CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 05-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001