Det var den terrormistænkte saudiske milliardær Osama
bin Laden, der stod bag drabet på den afghanske Nordalliances hærchef Ahmed Shah Massoud
den 9. september. Det siger selvmordsattentatets eneste vidne til Deutsche Welle.
Nordalliancens ambassadør i New Delhi, Massoud Khalili, blev hårdt kvæstet ved
bombeattentatet, udført af to angiveligt algeriske journalister, der havde sat den
legendariske hærchef stævne til et interview. Nu siger Khalili så, at bombemændene var
uddannet af bin Laden.
"De var nogle af de flere end 2500 arabiske lejesoldater, der kæmper for bin Laden,
som har uddannet dem til terrorister," siger ambassadøren til Deutsche Welle.
Khalili er stadig indlagt med hårde kvæstelser på et hospital et hemmeligt sted. Hans
ord kan være belæg for, at Osama bin Laden med attentatet gav Taleban-styret en
modydelse for, at det beskytter ham. Imens fortsætter kampene mellem Taleban-soldater og
alliancens folk i det nordlige Afghanistan.
Kilde: CNN
|