Artikler på Nørre Djurs Web
USA har udpeget militære mål i Afghanistan

Amerikanske efterretningstjenester har nu udpeget 23 militærbaser, Taleban-træningslejre og andre militære mål i Afghanistan, der vil blive angrebet som led i USA's aktion mod terrorisme, skriver the Washington Times.

Krigsskibe.jpg (18186 bytes)
30.000 amerikanske soldater er på plads i udlandet, og krigsskibe gør klar til angreb.

Amerikanske regeringskilder siger til avisen, at de 23 mål er blevet lokaliseret af specialstyrker over hele Afghanistan og bl.a. befinder sig nær hovedstaden Kabul og Jalalabad. Rusland har meddelt FN's Sikkerhedsråd, at den saudiske milliardær Osama bin Laden, som USA har udpeget som hovedansvarlig for terrorangrebet den 11. september, har 55 terrorist-træningslejre. Nogle af disse lejre tilhører Taleban-militsen, der har givet bin Laden ly og beskyttelse i Afghanistan.
USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld har tidligere sagt, at flere strategisk vigtige mål i Afghanistan er udpeget og vil blive ødelagt i en militær aktion.

Amerikanske soldater i tidl. Sovjet-stater
USA og Storbritannien er i gang med en omfattende militær mobilisering i området, og 30.000 soldater skulle nu være på plads og vente på ordren til at angribe Taleban-styret, siger Pentagon-kilder til Reuters. Således blev 1000 amerikanske soldater fra den 10. bjergdivision tirsdag udstationeret i Usbekistan og Tajikistan. Det er første gang, amerikanske soldater er sendt på en mission i tidligere Sovjet-republikker. Soldaterne skal sikre amerikanske jagerflys sikkerhed og fungere som en hurtig reaktionsstyrke.
Pentagons cheftalskvinde Victoria Clarke siger, at 350 krigsfly, to hangarskibe med følge og 2200 soldater ombord samt en ubådsstyrke nu er klar til at gå i aktion i et område, der strækker sig fra Den Persiske Golf til Sydøstasien.
Men præsident George W. Bush vil stadig ikke rykke ud med, hvornår angrebet kommet. "Der er ingen forhandlinger. Der er ingen kalender. Vi handler, når vi føler, tiden er inde," sagde Bush sent tirsdag. Præsidenten tilføjede, at aktionen ikke blot vil gavne USA's interesser, men også give verden frihed.

Kilde: CNN/Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 03-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001