Artikler på Nørre Djurs Web
Børnekulturugen har vokseværk

Sidste år sluttede Nørre Djurs Kommune sig til det børnekulturarrangement, Grenå og Ebeltoft Kommuner året før havde startet op for at give børnene nogle spændende oplevelser i efterårsferien, og nu har også Midtdjurs meldt sig under fanerne. Det betyder, at programmet i år bliver en hel del mere omfattende end de foregående, og selve åbningen kommer til at foregå her hos os.
Læs mere om programmet hér!

I år lægger Stenvadcentret rammer til den store åbningsdag, hvor mange af de deltagende fra de 4 kommuner præsenterer deres arrangementer rundt omkring i hele huset. Centerleder Hans Jørgen Pedersen siger velkommen, borgmester Leif Sørensen forestår den officielle åbning, og der bliver i eftermiddagens løb forskellige børnemusikalske indslag, bl.a. med medvirken af vores lokale musikskole. Det foregår d. 13. oktober, og på samme Stenvadcenter bliver der de første 4 dage af efterårsferien mulighed for at køre med Tørvegrisen og være med i en skattejagt.

BOERNEKULTUR-400.jpg (26503 bytes)

Nørre Djurs vil i ugens løb byde på 2 teaterarrangementer, dels på Voldby Skole, hvor Tåstrup Teater opfører "Cassius og Floridor" søndag d. 14., og i Ørum Forsamlingshus, hvor Anemoneteatret spiller "Petruskas laksko" søndagen efter. Vores egnsteater, Rivegildet, står for en gøglerdag på Glesborg Skole for alle børn med lyst til selv at være med til at optræde ved et afsluttende Gøglershow, og det foregår om mandagen.
Daghøjskolen i Stenvad deltager også i år, og her kan børnene både tirsdag og torsdag komme til at deltage i følgende værksteder: udeværksted, filteværksted, billedværksted, papkasseværksted og værksted med fremstilling af amuletter. På Blå Flag stationen i Fjellerup bliver der hver eneste dag i børnekulturugen lige fra åbningsdagen og til den sidste søndag mulighed for at give børnene en dag i naturen, hvor de bl.a. får muligheden for at fange alskens småkravl i vandet og se det i stereoskop bagefter. Så har vi vist fået nævnt alt, hvad der foregår i vores område, men der er lige en enkelt nørre djurser mere med i programmet, idet Randi Pedersen fra Stenvadvej ved Ørum holder åbent hus torsdag i efterårsferien på Billedskolen i Grenå. Her arbejder hun nemlig med et malehold, og alle børn er inviteret med til enten at kigge på eller selv at deltage.
Vi skal nok gå lidt nærmere i detaljer med de enkelte arrangementer, så snart Børnekulturugen nærmer sig, men her vil vi foreløbig citere velkomsten fra det officielle program, der er sendt rundt til alle omegnens skoler og børnehaver:

"Kultur er engagerende, sjov, underholdende, belærende, morsom og udfordrende. Ebeltoft, Grenå, Midtdjurs og Nørre Djurs Kommuner har i starten af dette nye årtusinde taget initiativ til det fælles projekt:

Børnekulturuge 2001 – sætter kulør på Djursland

Teatre, museer, kulturhuse, billedskoler, naturcentre, biblioteker, biografer og danseskoler deltager i dette spændende samarbejde med over 40 forskellige tilbud. Vi håber, du vil deltage i aktiviteterne sammen med dine forældre og bedsteforældre, og vi håber osse, at du må få en rigtig god efterårsferie!
Tak til Århus Amt, Ebeltoft Kommune, Grenå Kommune, Nørre Djurs Kommune og Midtdjurs Kommune for økonomisk støtte til projektet.
Der kan forekomme ændringer i programmet.
Vi ses. God efterårsferie!"

Skrevet af Initiativgruppen i programmet til Børnekulturugen 2001
Tegning: Lars Sand Kirk

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 03-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001