Artikler på Nørre Djurs Web
Vores Mening: Om avislukningen

Da Berlingske Tidende (som Åarhus Stiftstidende og dermed også Dagbladet Djursland er en del af) tidligere på året blev overtaget af et stort norsk selskab, der kun har én interesse i at gå ind i avisfremstilling, nemlig at lave overskud, behøvede man ikke særlige evner som spåmand for at regne ud, at en så lokal avis som Dagbladet Djursland ikke ville have en kinamands chance for at overleve i det store avisspil.
Da ovennævnte Erik Frodelund desuden blev udnævnt til ny chefredaktør, skete der det, at han i sin århusianske selvtilstrækkelighed lavede "vores" avis om, så Århus-sektionen blev til hoveddelen, indenrigsstoffet blev til 1 (!!!) allerhøjst 2 sider, og Djurslands-sektionen blev til et lillebitte tyndt tillæg. Havde man i stedet haft modet til at gøre Djurslands-stoffet til hoveddelen sammen med en fyldig indenrigsdækning og beholdt Århus-stoffet som tillæg, ville vi have stået med en virkelig attraktiv avis for folk på Djursland, og så kunne man (måske) have præsteret en succes i stedet for en fiasko.
I det ovenfor citerede stykke af Erik Frodelund lykkes det ham at få nedlæggelsen til at ligne en fordel og et længe næret ønske fra abonnenterne, og det er i sig selv lidt af en præstation. Han lover at kunne opretholde nyhedsservicen over for borgerne i både Grenå, Ebeltoft og Rønde, men hans overskudsfikserede tankegang levner ikke et ords plads til Nørre Djurs, Midtdjurs, Rougsø…ja, han ved sikkert ikke engang, hvor det ligger. Med et stort smil har Erik Frodelund ellers lovet os at lave avis og gå tæt på det lokale, altså Århus, forstås, jamen, hvad med Ryomgård og Stenvad?
Når vi farer så hårdt frem her på Nørre Djurs Net, er det fordi, vi betragter den daglige lokalavis som en nødvendig del af hverdagen i landsbysamfundene, og at den nu med endnu et slag bliver forringet, må vi jo til at vænne os til. Vi vil savne Dagbladet Djursland, vi kan ikke undvære en papiravis i lokalsamfundet, og vi synes vi bliver hægtede af udviklingen.
Det, at man næsten nedlægger den lokale avis, efterlader et stort hul, for hvem skal nu journalistisk betjene folk i de tyndt befolkede områder? Vi har jo stadig brug for udveksling af information og lokalnyheder, og Nørre Djurs Net vil gerne melde sig som én af mulighederne i fremtiden for at samle lokalt nyhedsstof, aktivitetskalender, osv. Men det havde unægtelig været sjovere stadigvæk at have det gode sparringspartnerskab, vi har haft med folkene fra Dagbladet Djursland.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 02-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001