Artikler på Nørre Djurs Web
Venstre vil afskaffe racismeparagraf

De danske frihedsrettigheder skal ikke begrænses, men derimod forsvares som følge af terrorangrebene på USA, fastslår flere fremtrædende danske politikere ifølge Jyllands-Posten. Venstre vil ligefrem udvide ytringsfriheden ved at afskaffe den omstridte racismeparagraf.
Paragraffen kan give fængsel op til to år for den, der truer, forhåner eller nedværdiger på grund af race, hudfarve, tro, religion eller seksuel orientering.
"Man skal kunne diskutere frit uden straftrussel. Det betyder ikke, at alt, hvad der siges, er godt, men det skal slås tilbage med modsigelse og ikke med forbud," siger Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech til Jyllands-Posten.
I samme åndedrag er Birthe Rønn Hornbech også imod de forslag om forbud mod visse muslimske friskoler og foreninger, som flere partier inklusiv Venstre har taget initiativ til. Både Socialdemokratiet og De radikale mener dog, at man skal tænke sig om, før racismeparagraffen fjernes.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 01-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001