Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om Hemmedvejen

I Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen er der opstået en pudsig "splittelse" omkring beslutningen om gennemførelsen af den meget omdiskuterede omfartsvej omkring Hemmed.
Som formand for Teknisk Udvalg har Carlo Christensen stået bag en indstilling om øjeblikkelig iværksættelse af projektet, mens resten af Venstres gruppe ønsker vejen udsat på ubestemt tid med baggrund i kommunens betrængte økonomi. Det interne problem hos Venstrefolkene har været omtalt i Dagbladet Djursland i sidste uge, og det har fået Carlo Christensen til at præcisere, hvad det handler om:

"Med undren har jeg i Dagbladet Djursland set artikler med overskrifter som "Splittelse i Venstre" og "Verden er af lave".
I disse artikler er nævnt, at jeg skulle være ubetinget for Hemmedvejen i det kommende budget. Dette må jeg her slå fast. Det har jeg ikke udtalt.
Min holdning er, at jeg på nuværende tidspunkt ikke vil sige hverken for eller imod.
Jeg er stadig af den mening, at skal Hemmedvejen igangsættes i det kommende budgetår, skal det være en betingelse, at Nørre Djurs Kommune får tilskud dertil af EU. Dette er fuldstændig som vedtaget af et enigt teknisk udvalg. Projekteringen igangsættes under forudsætning af, at der opnås tilskud fra EU.
Hvis et flertal i kommunalbestyrelsen nu har fået den holdning, at projektet skal igangsættes, uanset om vi får bevilget tilskud eller ej, er det en ny situation.
For mit vedkommende vil jeg gerne, at den endelige afgørelse afventer eventuelt tilsagn om EU-tilskud.
Så, kære borgere i Nørre Djurs, mine kollegaer i Venstre har accepteret, at jeg har et særstandpunkt og derfor ikke ville være medunderskriver af ændringsforslaget til budgettet! Det tager jeg hatten af for.
Hvad min endelige beslutning bliver, vil afvente resultatet af EU-ansøgningen og/eller budgetbehandlingen."

Skrevet af Carlo F. Christensen fra Hedegård (formand for Teknisk Udvalg i Nørre Djurs Kommune) i Dagbladet Djursland mandag d. 1. oktober

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 01-10-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001